Da planlægningen gik op i røg

For meget planlægning er mistænkeligt. I Sovjetunionen og Østeuropa havde de i mange år noget, de kaldte planøkonomi. Der var så meget plan i tingene, at de fleste mennesker måtte stå i kø for at købe toiletpapir. Så det blev de trætte af.

Selv er jeg ikke den store planlægger. Hvis jeg var general, havde freden indfundet sig påfaldende hurtigt, for jeg havde sikkert kommanderet min hær det forkerte sted hen. Så kunne de andre stå på slagmarken med alle deres talenter, mens mine soldater sad et eller andet tumpet sted og drak øl, mens de diskuterede, om vi alligevel skulle være drejet til højre tre dage tidligere.

Med en sådan mangel på sans for plan falder jeg udenfor tidens krav. Jeg ved det. Ganske vist er førnævnte planøkonomi ikke i kridthuset nogen steder, hvis vi ser bort fra sofistikerede statsdannelser som Nordkorea, men en hel masse mennesker synes alligevel at leve i et regneark. Tiden skriger på plan, system, flueben og afrapportering, så alt kan blive talt op, målt og vejet. Og derefter privatiseret og fusioneret.

På et mere nærværende plan ved enhver, der inviterer til sommerfest, at man bør man sende invitationerne ud i vinterhalvåret, for ikke så få mennesker synes at planlægge deres liv flere måneder ud i fremtiden for ikke at risikere at stå med en ledig stund. Hvad der er ledigt er spildt, og den overbevisning kan ingen tage fra os.

Det skulle da lige være en islandsk vulkan. Der med en geologisk bøvs aflyste en masse (flyve)planer, (køre)planer og (møde)planer. Og efterlod tusindvis af mennesker med en ledig stund og en fornemmelse af, at noget alligevel viste sig større end os.

Det kan De godt lige tænke over. Hvis De altså ikke har andre planer.