Udvalgte højdepunkter

Nytår bruges til at gøre status og måske stille eksistentielle spørgsmål: Har jeg nået det, jeg ville? Hvad vil jeg med mit liv? Skal jeg gå et nummer op i bukser eller bare leve med den mavesyre?
Og så videre og så videre.
Selv har jeg opgivet at forbedre mig og vælger blot at spejde bagud og genopfriske årets højdepunkter, for nogle har der da været:

Årets overskrift: »Så gravid er Mary«. En øjenåbner. Jeg vidste ikke, at tilstanden kunne gradbøjes.

Årets håbløse projekt: DF’s ønske om at vise topløse kvinder i Danmarksfilm. Det vil kræve, at vi først får de topløse kvinder tilbage på de danske strande, hvor de vist ikke er set, siden Peter Skaarup var teenager. Hvis det er islamister, man vil holde væk, vil billeder af flæskesvær sikkert være mere effektivt.

Årets ommer: Nedsættelse af den kriminelle lavalder, der betyder, at politiet sikkert fanger flere knallertbisser, mens banderne får 13årige til at lave straffri kriminalitet. Konsekvensen må være, at vi sætter lavalderen yderligere ned, så vi kan lægge de små slamberter i benlås i dagplejen.

Årets citat: »Nu er jeg sur. Pis mig i øret. Dit dumme svin«. Fordi det giver minder om dengang, politikere var mennesker, og man kommer til at savne Erhard Jacobsen, Preben Møller Hansen og Per Hækkerup. Fordi de bare var sig selv og ikke først skulle presses til at tabe hovedet og gå i opløsning.

Mandefald om tusinde år

Forskere indenfor genetik fastslår, at manden vil uddø. Det skyldes, at Y-kromosomet, der er det eneste, der skiller manden fra kvinden, engang fik den idé at skabe et hankøn.

Åndssvag idé viste det sig, for det betyder, at Y-kromosomet langsomt brænder sammen. Mandens to kromosomer XY kan nemlig ikke reparere hinandens genetiske skavanker, hvilket pigernes ens XX-kromosomer kan. Da det er 100 millioner år siden, at Y-kromosomet valgte at producere hankøn med alt, hvad det har medført af krige, strækmarch og golf på tv, kan der ikke klages over fejlen.

Der er ikke noget at gøre ved udviklingen, siger forskerne, men det er en trøst, at der går tusindvis af år, før manden uddør. Mænd er ikke sådan at slippe af med. Bare spørg dem, der prøver at komme af Berlusconi som præsident.

Når noget er uundgåeligt, er det en god idé at tænke på fordelene. Kvinder kan sikkert få øje på flere ved det mandeløse scenarium: Det er slut med højlydte prutter under middagen, toiletbrætter, der ikke bliver slået op, og individer, der beholder baseballkasketten på indendøre. Alt sammen fordi det køn, der kan holde højskoleforedrag om gearskifte, i sin tid ikke blev udstyret med sit eget genetiske reservedelslager.

Eneste trøst er, at mænd i deres spritfylde glas på naturhistorisk museum en gang kan godte sig over, at der ikke er nogen til at lære kvinder at parallelparkere. Men små glæder har også ret. Det ved alle mænd.

Et herreliv af et hundeliv

Nogen gange er der hold i klicheen om, at man kan tabe både næse og mund. Som da jeg forleden hørte en kvinde i tv fortælle, at hun havde købt sko til sin hund, fordi den kolde sne kunne være hård. Dér var jeg helt rundt på gulvet. For at lede efter næse og mund. Jeg mener: Hunde gik fint på den hårde, kolde jord, længe før mennesket opfandt sko til sig selv.

Jeg har også mødt folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Så ligner jeg også altid en, der har opdaget, at han har syv rigtige i lotto, men samtidig har opdaget, at han har glemt kuponen i de bukser, der er lagt til vask. »Menneskets bedste ven« er helt sikkert aldrig et andet menneske, men et væsen, der snuser artsfællerne i rumpen og sidder med tungen ud ad flaben, når man kommer hjem (og indrømmet: Det får man ikke kæresten til).

Så noget er sket, siden dengang for 150 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde. Nu sender man den til wellness, og jeg er bange for, at forklaringen er genetisk.
For 100 år siden fik folk en sækfuld børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de 1,7 børn, vi orker at få i dag, skal der opstå et langt slip i et menneskes liv, hvor det ikke får luft for sit yngelplejeinstinkt, og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet, og katten have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen. Selv om jeg ikke rigtig kan lide tanken.