Et herreliv af et hundeliv

Nogen gange er der hold i klicheen om, at man kan tabe både næse og mund. Som da jeg forleden hørte en kvinde i tv fortælle, at hun havde købt sko til sin hund, fordi den kolde sne kunne være hård. Dér var jeg helt rundt på gulvet. For at lede efter næse og mund. Jeg mener: Hunde gik fint på den hårde, kolde jord, længe før mennesket opfandt sko til sig selv.

Jeg har også mødt folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Så ligner jeg også altid en, der har opdaget, at han har syv rigtige i lotto, men samtidig har opdaget, at han har glemt kuponen i de bukser, der er lagt til vask. »Menneskets bedste ven« er helt sikkert aldrig et andet menneske, men et væsen, der snuser artsfællerne i rumpen og sidder med tungen ud ad flaben, når man kommer hjem (og indrømmet: Det får man ikke kæresten til).

Så noget er sket, siden dengang for 150 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde. Nu sender man den til wellness, og jeg er bange for, at forklaringen er genetisk.
For 100 år siden fik folk en sækfuld børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de 1,7 børn, vi orker at få i dag, skal der opstå et langt slip i et menneskes liv, hvor det ikke får luft for sit yngelplejeinstinkt, og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet, og katten have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen. Selv om jeg ikke rigtig kan lide tanken.