tirsdag den 5. april 2011
Den store mor-prøve
Forleden hørte jeg udtrykket mor-prøven. Da jeg ikke vidste, hvad det var, søgte jeg hjælp hos det 21 århundredes svar på Oraklet i Delphi: Google. Jeg blev ikke meget klogere, men dog klar over, at mor-prøven er meget omfattende. Den strækker sig fra grundlæggende øvelser som at spotte marmeladeklatter på barns hage og læse slankekure i Femina – på én gang – til avancerede projekter som at sy en Spidermand-dragt til fastelavn, uden at ungen kommer til at ligne en trafikulykke. Mor-prøvens eksamenstid er jul, påske, fastelavn og sommerferie, hvor eksaminanden skal optræde som underholdningskoordinator, privatchauffør, fodboldtrøje-vasker, skamroser, dvd-films operatør og tjener - helst stumtjener - og belønningen? De strålende barneøjne, der kan få enhver kvindes læber til at mimre. Er mor-prøven så kvindernes pendant til disse find-din-indre-kriger-kurser, som mænd dyrker og som består i at fare nøgen rundt på en pløjemark? Slet ikke. Kriger kurserne er mest for sjov – især for arrangørerne, der griner hele vejen hen til banken - mor-prøven er blodig alvor. Den handler dybest set om at gøre sig fortjent til sine børn, der er blevet projekter, der kræver en ph.d. Nu kunne en og anden feminist snerre: Er der ikke en far-prøve? Jo, men den er mere enkel. Rummer i begyndelsen kun Den Lille Huskeprøve: - Øh, er det i dag, at du skal have gymnastiktøj med i skole?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar