onsdag den 13. april 2011
Nattens gerninger
Rockwool Fonden har lavet en undersøgelse, der viser, at danskerne sover mindre end andre europæere. Især sover danskere markant mindre end folk i Østeuropa. Om det skyldes, at de derovre har en fælles forhistorie, hvor virkeligheden lige så godt kunne være en ond drøm, som det var bedst at sove fra, melder historien ikke noget om. Men danskerne sover altså mindre end andre. Hvorfor vores nationale symbol så er Holger Danske, der sidder og snorker under Kronborg, kan man ligge søvnløs af at spekulere over. Det virker helt forkert, for ikke nok med at vi strenge protestanter sover mindre end andre. Vi belønner også dem, der er hurtigst ude af fjerene. De samme Rockwool-folk har forsket sig frem til, A-mennesker tjener syv procent mere end B-mennesker. Den slags kan få mig til at ligge vågen om natten og spekulere over hvorfor i al verden, det forholder sig sådan. Var lønforhandlingerne bare overstået, da vi B-mennesker endelig kom dryssende? Eller skal vi finde forklaringen i, at langt flere danskere i dag falder i søvn bag rattet i trafikken? Fordi de lever i et evigt pendlende, døgnåbent CV-samfund med omstillingsparathed, flydende arbejdstider og non-stop online breaking news på Twitter, Facebook og se-mig-hør-mig? Og sover mindre om natten. Har forskere undersøgt, om der er en sammenhæng der. Eller har de sovet i timen?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar