Hvis det passer, at man kan tabe både næse og mund, så var jeg
forleden tæt på at skulle ned for at samle begge dele op fra gulvet.
Nemlig da jeg opdagede, at der findes en hjemmeside, der hedder
http://www.framor.dk/. Her kan man købe en omsorgspakke
med mad og sende den til sine børn, der er flyttet til storbyen for at studere.
Fantastisk. Voksne mennesker, der skal læse teoretisk matematik
og med flid og jernvilje har fundet ud af, hvordan køreplanen for hovedstadsområdet
skal læses, kan få mad sendt fra mor derhjemme. For det tilfælde at de ikke
har fundet ud af, at køleskabe ikke fylder sig selv. Eller at mælken har det
med blive omdannet til et saneringsmodent hjemsted for autonome ballademagere i
mikrostørrelse, hvis den bliver for gammel.
Alt dette kan undgås med velfærdssamfundets svar på Røde Kors’ nødhjælps8pakker
til mennesker, der også er ude af stand til at klare sig selv. Man kan sågar købe
en »Mor kommer på besøg-pakke«. Den indeholder blandt andet Ajax og toiletrens,
så kvinder med navlestrenge så seje som Randers Reb ved, hvad de skal foretage
sig hos det voksne menneske, de måske stadig kalder Bimse, og som er flyttet
til den skræmmende storby.
Det åbner nogle perspektiver. Næste skridt kan blive hjemmesiden
www.fraditbarn.dk. »Hullede strømper-pakken«. »Underbukser til vask-pakken«, »send
flere penge-æsken«. Der er muligheder nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar