En bogs vandring

Jeg har fået en bog af en kvindelig bekendt. »Håndbog for Halvgamle Mænd« hedder den. Hun er nu så sjov. Men det er jeg også, så jeg havde bogen i forvejen, hvad hun ærgrede sig over, hvorefter jeg skulle til at tage luft ind og lade en kort bemærkning falde om, at:

– Hvis du nu havde lært at få byttemærker på gaver, især når du køber bøger til nogen, der er så belæst som mig, og for øvrigt hedder det ikke halvgamle, det hedder modne og . . .

Men jeg tog mig i det. Fordi jeg kunne mærke, støvboldene gro ud af ørene og vægten af en ternet kasket presse sig ned over et hoved, der var ved at sprænges af indestængt indsigt og viden.

Men mest fordi hun kom mig i forkøbet:

– Jeg købte den også, fordi du har skrevet så mange klummer om trimning af næsehår, og. . .

Det var her, at jeg foreslog, at vi skiftede emne, da jeg ellers kunne fornemme, at det ville blive en lang aften.

Nu har jeg foræret bogen væk. Nemt nok da jeg til dagligt er omgivet af mænd med voksende indsigt og vigende hår:

– Den er altså rigtig sjov. Lige en bog for dig. Jeg har selv læst den, og det borger jo for kvaliteten.

Den gratis gave fald i god jord, og jeg slap for at forklare, hvad det egentlig handlede om:

– Jeg kan jo for pokker ikke havde to ens bøger stående, så folk tænker: Konfuse, gamle nar. Køber en bog han har i forvejen.