Ikea-blues

Jeg har lige læst, at 700 millioner mennesker hvert år går i en Ikea-butik. Det er mange. Især fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på hvor mange millioner af dem, der efter at være kommet hjem fra Ikea lørdag middag, kravler rundt på gulvet:

– Aj altså, hvor skal den der sidde, der mangler s’gu da noget der, den manual kan bare ikke passe, og nu har de lukket, for Fanden også . . .

Det er den slags kvalitetstid, der styrker familielivet, og ikke mindst børnene vil kigge beundrende på deres far og tænke, at sådan nogle ord vil de også bruge henne i børnehaven.

Alt sammen fordi familien har været på besøg i en butik på størrelse med en mellemstor provinsby, hvor tallerknerne i cafeteriet er varmere end maden, og som er fyldt med overvægtige, gravide kvinder med kort hår og lange huskesedler fulgt af mænd med angste blikke og gloende kreditkort:

– Vi skal også have et puslebord, vi kan jo ikke pusle hende på gulvet, det kan du vel forstå?

Ovenpå sådanne fælles oplevelser kan det kun blive et brag en køretur hjem, hvorefter udpakningen af produktet åbenbarer, hvorfor netop det styrker familiebåndene. Ikea-ting kræver, at der skal være:

1) En til at holde.

2) En til at skrue.

3) Mindst to til at vedligeholde kvalitetstiden:

– Det står jo skævt, og der er en skrue til overs, du ku’ også bare have læst den manual og . . .