fredag den 29. november 2013

Noget af en byrde


Ældrebyrden.

Smag på ordet. Man ser det for sig: En hær af gnæggende gamlinge med medicinkort og brune snøresko, der sidder på skuldrene af svedende skaffedyr. Der kæmper sig foroverbøjede og forpinte op ad en stejl bakke, mens de synger »Vi stemmer på Liberal Alliance« på melodi af »Snart dages det brødre«. Alt imens ældrebyrden pisker dem med et sammenrullet eksemplar af Ældre Sagens blad.

Sådan cirka ser billedet ud. Gys. Sjovt nok bruges ordet ofte om de årgange, der voksede op med, at de netop ikke måtte ligge nogen til byrde. At penge ikke hang på træerne, og at man skulle slukke for det varme vand, mens man sæbede hænderne ind. Hvis man altså havde varmt vand.

Kan vi forestille sig udtrykket: Børnebyrde. Nej. Skønt en del forældre, efter at røgen har lagt sig efter en børnefødselsdag med eksploderet kagemand på møblerne og »Mariehønen Evigglad« i diskant ekkoende i ørerne, vil skrive under på, at det ved Gud kan være rigtigt.

Vi har også til gode at høre ordet ungdomsbyrde. Heller ikke fra de, der har prøvet at rydde op på en 13-årig drengs værelse eller forsøgt at forklare en teenagepige begrebet t-e-le-f-o-n-r-e-g-n-i-n-g.

De skal nemlig ud at være it-folk, finansrådgivere, key account managere og hjertekirurger. Dem bliver vi simpelthen afhængige af. Og de ser med garanti nødigt, at for mange ligger dem byrde.

Ingen kommentarer: