Hvad løber vi efter?

I gamle dage løb man, fordi man blev bange for noget. Øretæver for eksempel. Små børn løb fra store børn, store børn løb fra de voksne, og de voksne løb efter øl. I dag løber et stigende antal mennesker - udelukkende for at løbe.

Det gør de endda i stor stil. Efter sigende kan en dansker tilmelde sig et løb i Danmark hver dag året rundt uden at støde ind i det samme løb to gange.

Med al den ildhu skal løbere selvfølgelig have opmærksomhed. Derfor lægger løbere beslag på veje, stræder, broer og hovedfærdselsårer, hvor de løber i store flokke, så trafikken går i stå.

Hvis nogle skulle formaste sig til at mene, at motionister i massevis kunne løbe i en skov, så trafikken kunne glide, vil de få at vide, at de kan rende og hoppe. Det handler trods alt også om "Se os, vi har overskud", og det budskab er immervæk spildt på rådyr og skovflåter. Ræve og fasaner er også ret ligeglade med ens blærede Nike-løbesko.

Nogle går så vidt med deres løb, at de skriver det på deres CV. "Har gennemført en maraton", står der med stor alvor, og det kan umiddelbar lyde som et pudsigt budskab: "Jeg betragter mig som kvalificeret til at lede HR-afdeling i middelstort softwarefirma, fordi jeg har spænet 42 kilometer på én gang.

Man ville næppe oplyse, hvis fritiden gik med at samle på regimentsmærker eller tilføje en ansøgning til et job en bemærkning om, at man for øvrigt leger med modeltog i kælderen.

Der er noget med det løberi, der går rent ind. Det er derfor, så mange går op i det.