Tarme på hjernen

Det er indtil for nylig forbigået min opmærksomhed, at sundheds- og livsstilsforfattere har fundet et nyt emne at kaste sig over: Vores tarme.

Det, der tidligere blot var en bunke ikke særligt pænt stablet medister, der en gang i mellem gav en prut fra sig, er blevet et videnskabeligt projekt på niveau med motionsløb og stenalder-mad.

Man kan købe bøger med titler som "Tarme i topform", ja der er sågar en der hedder: "Elsk din tarm". Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil vide hvordan.

Hvad er der sket? Har vi fået tarme på hjernen? Forsker man tilstrækkeligt i emnet, vil man falde over mange detaljer - også nogle, man ikke har lyst til at kende.

Tarmsystemet kan blive det nye samtaleemne ved middagsbordet i selskab med bodymass index, hvilepuls, fedtprocent, madkemikalier og kondital, samtidig man sidder og forundret diskuterer, hvorfor så mange børn har spiseforstyrrelser.

Mens de gamle ved bordet skulle takke for maden, skal vi i dag frygte fødeindtaget. Det sker med udveksling af store bunke fakta rundt om bordet mellem mennesker, der er så sunde og slanke, især kvinderne, at man sommetider spekulerer på, om der overhovedet er plads til tarme i den krop.

Det er sikkert en naturlig udvikling, da mad er blevet gud og sundhedsbøger bibler. Hjerte, blodtryk og vægt har fået deres. Nu er turen komme til de arme tarme, og man får en ubændig trang til gendigte en gammel schlager "Man kan jo ikke gøre for, at man har tarme".