De lette gamle dage

Der er en tilbagevendende debat om begrebet "de gode gamle dage". For var de egentlig så gode? Måske er det mere rigtigt at kalde dem de lette gamle dage, for meget var unægtelig meget nemmere engang.

I skolen gik alle i bad efter gymnastik. Sommetider med koldt vand, men altid uden brok.

Ingen forældre hjalp med lektier. Det mente de faktisk var lærernes arbejde. Skolehjem-samarbejde var et årligt møde, hvor forældre fik at vide, at ungen sådan set var klog nok, men doven, og det vidste de jo godt i forvejen.

Ude i verden gik voksne rundt og brugte udtryk som neger, spasser og hareskår, uden at nogen tog anstød af det.

Børn blev uden cykelhjelm sendt til Brugsen efter "20 Cecil, to elefanter og BT", men blev truet med bål og brand, hvis de begyndte at ryge. Det var så intet problem. Cigaretter kunne trækkes i automater, så man kunne begynde at ryge uden indblanding fra voksne. Og da der kom mønter med hul i, kunne sammen mønt ved hjælp af en snor bruges flere gange, selv om ordet innovation ikke var opfundet.

 Børn gik ikke til fodbold. (Det gør de heller ikke i dag. De bliver kørt.) De spillede det bare. Ofte på en mark i hverdagstøj i regnvejr, og hvor en del af kampen handlede om at sparke bolden op i hovedet på dem, der brugte briller.

 Når man kom hjem efter sådan en omgang, smed sig på hynden på skibsbriksen og gloede på en plakat med Suzi Quatro, ville man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at dette skulle blive de "gode gamle dage."