Snigende alderdom

Alderdom er som mos mellem terrassefliser: Den kommer snigende. Man vågner jo ikke bare op en morgen og ligner Gnavpot fra De Syv Små Dværge. Nej, det kommer krybende lige så stille, men der er nogle advarselssignaler, man kan være opmærksom på.

Nogle ændrer deres forhold til vejret. I gamle – eller rettere unge - dage var vejret blot noget, der var derude. Man tog sit tøj og gik ud i det. Men med alderen får nogle, især mænd, en interesse i vejrforhold, der overgår deres interesse for hustruen.

Det er mænd af den støbning, der anskaffer sig en vejrstation, så de kan følge med i vejret inde fra otiumstolen – de skulle jo nødigt ud i regnen - og de giver gerne højskoleforedrag til alle uinteresserede om vekslende skydække, højtryk, der kommer ind fra Hebriderne samt forskellen på jævn og frisk vind.

Skulle yngre familiemedlemmer finde på at spørge, hvorfor i al verden de har købt en vejrstation, når der kører vejrudsigter i båndsløjfe på samtlige tv-kanaler, bliver det modtaget med et lavtryk og kold skulder.

En helt anden kategori af mænd, der rammes af den snigende alderdom, er dem, den en dag viser sig på motorcykel og med kejser Wilhelm-overskæg. Måske har de fået udført en lille diskret tatovering, som omgivelserne til mændenes store ærgrelse ofte tror er en åreknude.

Denne gruppe aldrende herrer er ofte gift med kvinder, der anlægger sig frisure som en grå hjelm og finder sig selv i en gymnastiksal, hvor de synger gospel i en ram lugt af sure børnetæer.

Et udslag af den fælles, langsomt voksende alderdom hos disse ægtepar er, at de i samme bedagede tempo har fundet en balance i ægteskabet. Så når manden kører af sted med vinden i den vigende hårpragt for at samles til mc-træf, hvor deltagerne bruger påfaldende meget tid på at drøfte slidgigt og prostataproblemer, kan konen med ro i sindet tage på kursus i tarmskylning eller drage til bogmesse, hvor hun hver gang håber at kunne give hånd til Hanne Vibeke Holst.

Det har den bonusgevinst, at parrene ikke skal til så mange fælles sociale arrangementer. Disse har det nemlig med at udvikle sig pinligt, når kvinden råber: NU HAR DU VEL HUSKET AT TISSE AF, når de skal hjem.

Andre faresignaler er en tiltagende trang til at snakke med sig selv. Det er så en trang, der ikke virker så iøjefaldende som for år tilbage, da væksten i mobile enheder med headset har betydet, at en betragtelig del af befolkningen går rundt i det offentlige rum og taler ud i luften.

I samme boldgade finder vi en stigende trang til at tænke:

- Jeg kunne jo få brug for det.

Mange tasker, garager, redskabsskure og kældre er blevet fyldt med unødvendigt skrammel takket være denne tanke, og fremtidens arkæologer vil undre sig:

- Mystisk. Vi fandt den her Tandberg spolebåndoptager i et parcelhus fra 2018.

Andre små faresignaler på den snigende alderdom er:

Man booker charterferie, hvor der annonceres med rolige omgivelser, hvor man tidligere søgte på natteliv, drinks og klamydia.

Man begynder at se DK4.

Man falder i søvn til DK4.

Ens frisør spørger: Skal jeg lige tage brynene?

Kvinder begynder at gå i flade sko.

Mænd begynder at synes, at beigefarvede vindjakker er pæne.

Og endelig er der den uafvendelige dom, der viser sig, hvis man af vanvare går forbi et spejl og kaster et blik ind i det.

Det kan så her være en trøst, at synet heller ikke er så godt længere.