Hvis der er som noget som helst hold i klicheen om at man kan tabe både næse og mund, så falder begge dele nogle gange af mig med et brag. Og efterlader mig med et stort, blafrende spørgsmålstegn dér, hvor der burde have siddet et hoved.
Som da jeg læste om en kvinde, der opsøgte en klog kone, der ligesom kunne tale kælent til hendes kat, fordi den var sådan lidt i ubalance. Så får jeg en dårlig samvittighed på størrelse med Vladimir Putins ego. Nytårsaften lignede vores kat en fejekost på speed, og drønede jeg af sted til dyrepsykolog? Nej. Lige som jeg må anstrenge mig for at få mit ansigt til at ligne noget, der er gravet op i en pyramide, for ikke at fnise over folk, der hævder, at hunden er deres bedste ven. Gad nok se deres øvrige vennekreds.
Der er sket meget siden dengang for 100 år siden, da hunden var et kræ, der sov udenfor i al slags vejr for enden af en jernkæde, og katten, en lidt mere snu fætter, boede i stalden, hvor den bombarderede omgivelserne med lopper, ringorm og killinger. Nu sender folk dyr til wellness og klæder dem på.
Jeg tror, forklaringen er genetisk. I gamle dage fik folk en hoben børn og døde, når yngste barn var blevet konfirmeret. Sådan groft sagt. Med de en komma et eller andet barn, vi orker at få i dag, skal der blive et meget lang hul i ens liv, hvor man ikke kan få luft for sit yngelplejeinstinkt. Og så er det, at »hunni« skal sidde med ved bordet og have manicure.
Sådan tror jeg, det hænger sammen, selv om jeg ikke rigtigt kan lide tanken.
I øvrigt fandt vores kat allerede nytårsdag sit gamle jeg: Doven og krævende.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar