Mig og moneterne

Jeg har deltaget i en test på Internettet: »Er du klar til at blive millionær«, hed den. Jeg vil nødig gå i detaljer med resultatet, men testen viste, at jeg er ikke klar. Langt fra endda. Faktisk skal jeg være henrykt over ikke at være blevet opsøgt af en to meter høj, skaldet mand i Hitman-jakkesæt, der peger på mig med en pistol og siger:
– You pay. Now!
Jeg er simpelthen ikke seriøs nok i min omgang med tilværelsens egentlige formål: At skrabe en formue sammen. Sådan lød testens ubarmhjertige konklusion, og jeg blev helt lettet over, at deltagelsen var anonym, så der ikke er nogen, der kan melde mig til Ribers.
Måske skyldes den lave score også, at jeg på spørgsmålet om hvilken rig person, jeg beundrede mest, svarede Joachim von And. Så er man godt nok selv ude om det.
Men det kummerlige resultat af testen udløste selvfølgelig en større selvransagelse, og jeg er komme til et pinagtigt resultat: Jeg er inficeret af en utidig lethed, når det kommer til penge. Det viser sig på mange måder:
1) Jeg læser ikke tilbudsaviser.
2) Jeg har aldrig ejet en trailer.
3) Jeg kan ikke gå igennem en tikroners butik uden at komme ud med dvd med en finsk film eller et krus med stjernetegn.
4) Endelig morer jeg mig kosteligt, hver gang jeg læser om astronomiske Lotto-gevinster, der bliver vundet af tandløse mænd fra Thyborøn, som ikke har tænkt sig at investere dem, men blot få malet køkkenlågerne og i øvrigt pjatter pengene væk.
Med den holdning har jeg nok fortjent at være fattig.