Min mund - min fjende

Nogle gange har jeg indtryk af, at munden er vores værste fjende. En autonom størrelse dog uden elefanthue eller anden form for skalkeskjul, men tværtimod belemret med en åbenhed, der gennem tiden har kostet anseelse og lønforhøjelse.
Når først en mund står åben, vælter ordene af sted som demente, der forvilder sig ud, fordi nogen har glemt at lukke en dør på plejecentret. Vi taler om samtalens kunst og pinlig tavshed, men ingen spørger hvorfor tavshed er pinlig. Tværtimod virker det som om, mange føler behov for at indvi verden i deres livs detaljer, og ingen i selskabet er rå nok til at sige:
– Hold mund, vi gider ikke høre om dine traumer, fordi du ikke måtte gå til spejder i 3. klasse.
Som i så mange andre af livets sammenhænge er kvinder langt fremme i forhold til mænd. Det ved enhver, der har siddet ved siden af et par veninder i toget:
– Jakke, jakke, jakke . . altså ham Jeppe Kofod . . . jakke, jakke, jakke, jeg føler mig simpelthen så oppustet for tiden. . .
Der kan mænd slet ikke være med. De kan sidde to og to og fiske for enden af molen i fire timer. Tavse som døde fisk.
Det er måske derfor mænds mund optræder endnu mere utrænet og rebelsk, når ordene endelig bliver luftet. Som når vi indleder en flirt på cafeen med ordene:
– Du ser så træt ud. Skal jeg holde dine bryster, he, he.
Her viser de fleste kvinder, at samarbejdet mellem deres hjerne og mund er i langt bedre form:
– Hvis du endelig vil holde noget, kan du så ikke holde din kæft?

Et rodehoved går til bekendelse

Jeg er mildt sagt ikke den store planlægger. Havde jeg været general, havde freden indfundet sig hurtigt, for jeg havde kommanderet min hær det helt forkerte sted, og så kunne de andre stå der på slagmarken med alle deres talenter. Mens mine egne soldater sad et eller andet inferiørt sted og drak øl.
Med den mangel falder jeg helt ved siden af tidens krav. For tiden skriger ikke blot på planlægning, men også på rationalitet samt på alt, hvad der i øvrigt kan vejes, måles og tælles. Og derefter privatiseres. Og jeg ved, at det er mig, der er forkert på den. Vil man invitere nogen til sin 40 års fødselsdag, bør man gøre det, mens man er 38, for alle andre mennesker synes at have arkitekttegnet hele deres liv. Og hænger enhver tanke, de får, op med en lille magnet på køleskabsdøren. Tænk, hvis den blev væk for dem, tanken.
Trangen til at forme sit liv, så det kan stå i Outlook, må være et menneskes privilegium. Dyr klarer sig glimrende uden plan, måske fordi deres liv er underkastet nogle givne betingelser, de ikke kan ændre på. Løverne er det bedste eksempel på, hvor fast tilværelsens betingelser er:
1) Hunnen jager, mader og passer på.
2) Hannen sover.
3) Hvis bølgerne går højt, rejser hannen sig og brøler: – Hold kaje, unger, mor hviler sig. . .
Sådan er menneskets liv ikke. Det ligger åbent som en uopdyrket mark, hvor alt kan lade sig gøre, og det kan jo være skræmmende for mange, der straks hegner tingene ind, så der ikke kommer noget spontant snigende.
Det kunne De fundere over i påsken. Hvis de da ikke har andre planer.

Sidste salgsdato: Om 125.000 år

En forsker i Oxford har regnet sig frem til, at manden er uddød om 125.000 år. Ligesom dinosaurerne vil manden forsvinde ud af historien og kan kun glæde sig over, han i det mindste ikke har en hjerne på størrelse med en ært ligesom Tyrannosaurus Rex.
Reptilerne gik sikkert bort, fordi de kun kunne lægge store æg, som andre trådte i, havde en hale, de altid fik i klemme, og konstant ramlede hovedet ind i trækronerne. Manden har dog sat flere fingeraftryk i historien end urtidens krybdyr: Krig, strækmarch og badehåndklæder med Garfield-motiver – bare for at nævne nogle enkelte highlights.
Udviklingen frem mod mandens endeligt skal allerede være begyndt. I USA og Japan har forskere registreret, at der bliver født langt færre drenge, end der burde.
Ifølge den engelske professor vender naturen på denne måde tilbage til sit udgangspunkt: Vi fødes alle som hunkøn, men fem uger gammelt skejer nogle fostre altså ud og tillægger sig det her X-kromosom, der siden har båret ansvaret for Hitler, Stalin samt lange foredrag om Bayer Leverkusen og det rigtige gearskift.
Sådan vil det gå, siger forskeren. Om 125.000 år er verden i hænderne på det køn, der ikke kan parallelparkere og fylder hjemmet med ferskenfarvede puder. Skal vi le eller græde? Ja, mændene kan være ligeglade, når vi engang når sidste salgsdato. Kvinderne? De kan sikkert opremse flere fordele ved det mandeløse samfund: Slut med golf i tv, højlydte prutter under frokosten og toiletbræt, der ikke bliver slået ned.
Og ingen til at grine af at de ikke parallelparkere.

Fede tider

Hvis det var en sportsgren at tabe både næse og mund, kunne jeg stille op til DM. Som da jeg læste forleden, at der nu er flere overvægtige børn i verden end underernærede. Værsartig. Jeg kan levende høre samtalerne nede i de fattige, afrikanske landsbyer:
- Nu skal du ikke sidde og vrøvle over, at du er sulten. Tænk på alle de små tykke børn i verden. . .
I "Det Forsømte Forår" tiltaler lektor Blomme klassens tykke dreng med ordene: - Oh, Classus, du smækfede yndling. . . det var dengang, de tykke var få og derfor så synlige, og de er jo de sjoveste at mobbe. Lektor Blomme ville få øjne på størrelse med sit eget efternavn, hvis han i dag gik en tur i en svømmehal og så teenagere, der ligner budding i bikini, hvis de da ikke er trukket i en badedragt med indbygget stilladsarbejde.
Dem kan man ikke huske fra sin egen skoletid, men det tro pokker: Burger- og fastfoodkulturen lå mindst ti år ind i fremtiden. Man kunne ikke købe skodmad på hvert andet gadehjørne døgnet rundt. Forældre opfattede ikke sig selv som deres børns privatchauffører. Nærmeste fristelse var Bager Bolle, der lå over for skolen, og hed sådan fordi både bageren og bagerkonen så ud som om, de levede af melboller. Her gik en stor hund rundt i bageriet hele dagen, og når man havde købt studenterbrød hos Bager Bolle, kunne man sommetider finde ekstra gevinster i dem i form af hundehår og afbrændte tændstikker.
Endelig udkom sodavand kun i 25 cl flasker - med kapsel - fjernsyn eksisterede, men var lige så underholdende som telefonbogen. Og fritiden? Den administrerede børn selv. Med afsæt i jungleloven: Store børn elskede at tæve små børn. Små børn lærte at tage benene på nakken.
Den slags slanker. . .