Et rodehoved går til bekendelse

Jeg er mildt sagt ikke den store planlægger. Havde jeg været general, havde freden indfundet sig hurtigt, for jeg havde kommanderet min hær det helt forkerte sted, og så kunne de andre stå der på slagmarken med alle deres talenter. Mens mine egne soldater sad et eller andet inferiørt sted og drak øl.
Med den mangel falder jeg helt ved siden af tidens krav. For tiden skriger ikke blot på planlægning, men også på rationalitet samt på alt, hvad der i øvrigt kan vejes, måles og tælles. Og derefter privatiseres. Og jeg ved, at det er mig, der er forkert på den. Vil man invitere nogen til sin 40 års fødselsdag, bør man gøre det, mens man er 38, for alle andre mennesker synes at have arkitekttegnet hele deres liv. Og hænger enhver tanke, de får, op med en lille magnet på køleskabsdøren. Tænk, hvis den blev væk for dem, tanken.
Trangen til at forme sit liv, så det kan stå i Outlook, må være et menneskes privilegium. Dyr klarer sig glimrende uden plan, måske fordi deres liv er underkastet nogle givne betingelser, de ikke kan ændre på. Løverne er det bedste eksempel på, hvor fast tilværelsens betingelser er:
1) Hunnen jager, mader og passer på.
2) Hannen sover.
3) Hvis bølgerne går højt, rejser hannen sig og brøler: – Hold kaje, unger, mor hviler sig. . .
Sådan er menneskets liv ikke. Det ligger åbent som en uopdyrket mark, hvor alt kan lade sig gøre, og det kan jo være skræmmende for mange, der straks hegner tingene ind, så der ikke kommer noget spontant snigende.
Det kunne De fundere over i påsken. Hvis de da ikke har andre planer.