Nogle gange har jeg indtryk af, at munden er vores værste fjende. En autonom størrelse dog uden elefanthue eller anden form for skalkeskjul, men tværtimod belemret med en åbenhed, der gennem tiden har kostet anseelse og lønforhøjelse.
Når først en mund står åben, vælter ordene af sted som demente, der forvilder sig ud, fordi nogen har glemt at lukke en dør på plejecentret. Vi taler om samtalens kunst og pinlig tavshed, men ingen spørger hvorfor tavshed er pinlig. Tværtimod virker det som om, mange føler behov for at indvi verden i deres livs detaljer, og ingen i selskabet er rå nok til at sige:
– Hold mund, vi gider ikke høre om dine traumer, fordi du ikke måtte gå til spejder i 3. klasse.
Som i så mange andre af livets sammenhænge er kvinder langt fremme i forhold til mænd. Det ved enhver, der har siddet ved siden af et par veninder i toget:
– Jakke, jakke, jakke . . altså ham Jeppe Kofod . . . jakke, jakke, jakke, jeg føler mig simpelthen så oppustet for tiden. . .
Der kan mænd slet ikke være med. De kan sidde to og to og fiske for enden af molen i fire timer. Tavse som døde fisk.
Det er måske derfor mænds mund optræder endnu mere utrænet og rebelsk, når ordene endelig bliver luftet. Som når vi indleder en flirt på cafeen med ordene:
– Du ser så træt ud. Skal jeg holde dine bryster, he, he.
Her viser de fleste kvinder, at samarbejdet mellem deres hjerne og mund er i langt bedre form:
– Hvis du endelig vil holde noget, kan du så ikke holde din kæft?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar