Takt og ringetone

Emma Gad (1852-1921) var kvinden, der skrev en bog om, hvordan danskerne kunne gøre deres dagligliv indviklet som en gryde kogt spaghetti. Den vildeste stamme i Amazoneområdet ville blegne, hvis den havde hørt om alle de ritualer til hverdag og fest, som mænd, kvinder, børn og ældre skulle efterleve for kunne holde hinanden ud.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.