Det sidste fristed for larm og liv

Jeg blev en gang spurgt, hvordan jeg »kunne holde den larm ud«.
– Så slemme er de heller ikke, og det er trods alt mine kolleger.
– Det var ikke det, jeg mente. Det er den musik, du hører. Og anmelder. Sagesløse mennesker går ud køber de plader, der lyder som Tjernobyl værket, der bliver beskudt af Navarones Kanoner.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Jeg har i årevis skrevet om den absolut mest larmende niche i rockmusikken, og min hørelse burde være et tema i Ugeskrift for Læger.
Men det er gjort med stor fornøjelse. Hvorfor? Jo, der var engang, da rockmusikken var ung og skabte uro. Hver gang Beatles eller Rolling Stones udgav et album var det uden diskussion det bedste album, de havde lavet. Der var en lo-yalitet hos gruppernes fans, der rakte ud over, hvad udenforstående kunne fatte.
Så kom industrien, og så var den fornøjelse ødelagt. Musik blev forbrug, og vi gik til fest-ivaler der kaldte sig Danmarks største havefest. Med hoppeborg og klapvogn og musikken som baggrundstapet. Noget hulens dyrt tapet. Undtagen i den hårde rock. Den udspiller sig stadig i sin niche af larm og spektakel. Og liv og glade dage. Tilsyneladende endeløst liv. Ozzy Osbourne har da lignet en 80-årig de sidste 20 år, og hvilke andre steder kan man overleve ved at vakle rundt på en scene og ligne en gorilla med slagtilfælde? På grund af begejstring og loyalitet.
Og larmen? Jamen, en forsker ved Syddansk Universitet har lige fundet ud af, at flagermus udsender et lydtryk på 140 decibel, mens en rockkoncert udsender 120 decibel. Så vi er faktisk nogle stille og rolige drenge og piger.