Det irriterer mig lidt, at ingen spørger: Hvorfor skriver du klummer? Jo, for så kunne jeg melde mig i koret af:
Fordi jeg vil gøre en forskel.
Det er et ufatteligt så ofte, man hører den bemærkning. Det bliver råbt ud på samme måde, som når muezzinen fra minareten kalder til bøn. I gamle dage skulle man gøre sit arbejde, men det er slet ikke nok i dag:
- Kevin, du kommer for sent, har ikke lavet dine lektier og smidt brugte brunstensbatterier i skolens springvand. Hvordan synes du selv, det går?
- Jo, jeg ville gøre en forskel.
Nej, det er ikke den vej rundt. Pilen går opad. Hver gang en leverpostejfarvet student rejser til Afrika i et halvt år er det for at gøre en forskel. Egentlig kunne blonde Betina også sige, at hun tager af sted for at bekæmpe fattigdom og lære landsbybeboere, at det er nederen at drikke af det samme vandhul, som man tisser i. Men det hører man sjældent.
Nej, jeg vil gøre en forskel. Sådan set har jeg gjort en forskel, lige siden, jeg var lille, og min far og mor roste mig, fordi jeg kunne sidde lige på potten. Det fortsatte helt, til jeg blev teenager, og min mor sagde, at jeg helt sikkert ville blive kok på en firestjernet Michelin-restaurant, fordi jeg en gang skrællede kartofler. Uden at skære mig i fingeren.
Med sådan en ballast kan man ikke hjælpe gamle damer over gaden, for så fylder de gamle damer uforholdsmæssigt meget i billedet, og det er jo ikke meningen. I stedet er det mig, der gør en forskel. Det er trods alt mig, det handler om.
Måske burde vi - bare til en forskel - trisse ned i discountbutikken og sige til pigen ved kassen:
– Du står op hver dag og går hen på arbejde til en ussel løn. Sådan får du tag over hovedet og sikrer, at dit barn får nye vinterstøvler. Du gør en forskel.
fredag den 19. juni 2009
fredag den 12. juni 2009
Facebook-fadæser
Hver gang mennesker opfinder noget nyt, rykker »skal-det-nu-være-moderne-segmentet« ud. Dette segment er i familie med »det ender-galt-segmentet«, og fælles for dem er, at udvikling er noget skidt, og at stagnation er et fremskridt. Jeg tror, de to segmenter har eksisteret siden de tidligste tider:
–Nå, så man har opfundet ilden, hvad er der nu galt med råt kød? Og i min tid spiste vil hele mammutten. Vi levnede ikke halen.
Lige nu har de fundet Facebook at kaste sig over som den store trussel. Der har sågar været afholdt et seminar, hvor bekymringsindustrien har drøftet Facebooks muligheder og trusler, og det er det sidste, man skal lægge mærke til. Facebook rummer ligesom telefonen, bilen, Internettet og finske tv-spil indbyggede farer. Især har det ophidset gemytterne, at skumle typer kan sidde i USA og til evig tid beholde de oplysninger og billeder, vi lægger ud, så folk kan blive indhentet af deres fortid:
- Det her fandt vi på nettet. Ham, der står dér i kopirummet med bukserne nede om anklerne og rager på den 16-årige piccoline – er det dig?
Det er jo ikke rart, så for en sikkerheds skyld har jeg kastet et kritisk blik på min Facebook. Jeg fandt et foto af vores kat, der sover i en stol, og hvis de der skumle typer i USA kan udnytte det kommercielt, synes jeg, de fortjener ros. Jeg overvejer at lægge et billede af en havenisse ud, så får de dæleme noget at arbejde med.
Hvad jeg vil frem til er egentlig bare: Vi kører ikke bil med en sæk over hovedet, og de fleste delete-dræber »win a billion dollars«-mailen. Så med mindre man overvejer at oprette Facebookgruppen »tumper der offentliggør deres pinkoder og kontonumre«, så er det hele måske knapt så farligt.
–Nå, så man har opfundet ilden, hvad er der nu galt med råt kød? Og i min tid spiste vil hele mammutten. Vi levnede ikke halen.
Lige nu har de fundet Facebook at kaste sig over som den store trussel. Der har sågar været afholdt et seminar, hvor bekymringsindustrien har drøftet Facebooks muligheder og trusler, og det er det sidste, man skal lægge mærke til. Facebook rummer ligesom telefonen, bilen, Internettet og finske tv-spil indbyggede farer. Især har det ophidset gemytterne, at skumle typer kan sidde i USA og til evig tid beholde de oplysninger og billeder, vi lægger ud, så folk kan blive indhentet af deres fortid:
- Det her fandt vi på nettet. Ham, der står dér i kopirummet med bukserne nede om anklerne og rager på den 16-årige piccoline – er det dig?
Det er jo ikke rart, så for en sikkerheds skyld har jeg kastet et kritisk blik på min Facebook. Jeg fandt et foto af vores kat, der sover i en stol, og hvis de der skumle typer i USA kan udnytte det kommercielt, synes jeg, de fortjener ros. Jeg overvejer at lægge et billede af en havenisse ud, så får de dæleme noget at arbejde med.
Hvad jeg vil frem til er egentlig bare: Vi kører ikke bil med en sæk over hovedet, og de fleste delete-dræber »win a billion dollars«-mailen. Så med mindre man overvejer at oprette Facebookgruppen »tumper der offentliggør deres pinkoder og kontonumre«, så er det hele måske knapt så farligt.
tirsdag den 2. juni 2009
Grill - en affære for mænd
At grille er den eneste form for madlavning, hvor enhver diskussion om ligestilling må forstumme: Det er et job for mænd.
Bare tanken om en kvinde, der iklæder sig grillhandske og Le Chef-forklæde er lige så blasfemisk, som hvis de samme kvinder gik topløse rundt i en Taleban-lejr.
På den baggrund bliver det klart, at grill ikke kan affejes som madlavning. Det er et ritual. Det er en manddomsprøve. Det var mænd, der i tidernes morgen nedlagde byttet. Nu kan vi ikke jage længere. I stedet har vi fået Weber-grill og får sommeren igennem nabolaget til at stinke af tændvæske.
Udenforstående kan fornemme det religiøse islæt timer i forvejen, når Grill-Er-Gud-folket indtager supermarkedet. Her valser de rundt med indkøbsvogne, så man ikke skulle tro, de fleste af dem havde taget kørekort.
- Husk oksekød! Vi skal grille! lyder det hen over køledisken med samme højrøstede alvor, som når officerer råber til soldater, at de skal dukke sig, for der skydes med skarpt.
Og så i gang med alvoren i baghaven:
1) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor skyller tomater, skærer agurker, åbner dressing-flasker, finder skåle frem.
2) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor blander salat, åbner ketchup og sennep, snitter kartofler til kartoffelsalat.
3) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor dækker bord med pap-tallerker og plasticbestik. Tager is op af fryseren til dessert. Løber efter sodavand til ungerne.
4) Farmand kigger lige til bøfferne. Alle spiser grillmad. Det blæser. Alle får røg i øjnene, men funker farmands grillaften ikke bare?
Bare tanken om en kvinde, der iklæder sig grillhandske og Le Chef-forklæde er lige så blasfemisk, som hvis de samme kvinder gik topløse rundt i en Taleban-lejr.
På den baggrund bliver det klart, at grill ikke kan affejes som madlavning. Det er et ritual. Det er en manddomsprøve. Det var mænd, der i tidernes morgen nedlagde byttet. Nu kan vi ikke jage længere. I stedet har vi fået Weber-grill og får sommeren igennem nabolaget til at stinke af tændvæske.
Udenforstående kan fornemme det religiøse islæt timer i forvejen, når Grill-Er-Gud-folket indtager supermarkedet. Her valser de rundt med indkøbsvogne, så man ikke skulle tro, de fleste af dem havde taget kørekort.
- Husk oksekød! Vi skal grille! lyder det hen over køledisken med samme højrøstede alvor, som når officerer råber til soldater, at de skal dukke sig, for der skydes med skarpt.
Og så i gang med alvoren i baghaven:
1) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor skyller tomater, skærer agurker, åbner dressing-flasker, finder skåle frem.
2) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor blander salat, åbner ketchup og sennep, snitter kartofler til kartoffelsalat.
3) Farmand kigger lige til bøfferne. Mor dækker bord med pap-tallerker og plasticbestik. Tager is op af fryseren til dessert. Løber efter sodavand til ungerne.
4) Farmand kigger lige til bøfferne. Alle spiser grillmad. Det blæser. Alle får røg i øjnene, men funker farmands grillaften ikke bare?
Abonner på:
Opslag (Atom)