Bare sådan til en forskel

Det irriterer mig lidt, at ingen spørger: Hvorfor skriver du klummer? Jo, for så kunne jeg melde mig i koret af:
Fordi jeg vil gøre en forskel.
Det er et ufatteligt så ofte, man hører den bemærkning. Det bliver råbt ud på samme måde, som når muezzinen fra minareten kalder til bøn. I gamle dage skulle man gøre sit arbejde, men det er slet ikke nok i dag:
- Kevin, du kommer for sent, har ikke lavet dine lektier og smidt brugte brunstensbatterier i skolens springvand. Hvordan synes du selv, det går?
- Jo, jeg ville gøre en forskel.
Nej, det er ikke den vej rundt. Pilen går opad. Hver gang en leverpostejfarvet student rejser til Afrika i et halvt år er det for at gøre en forskel. Egentlig kunne blonde Betina også sige, at hun tager af sted for at bekæmpe fattigdom og lære landsbybeboere, at det er nederen at drikke af det samme vandhul, som man tisser i. Men det hører man sjældent.
Nej, jeg vil gøre en forskel. Sådan set har jeg gjort en forskel, lige siden, jeg var lille, og min far og mor roste mig, fordi jeg kunne sidde lige på potten. Det fortsatte helt, til jeg blev teenager, og min mor sagde, at jeg helt sikkert ville blive kok på en firestjernet Michelin-restaurant, fordi jeg en gang skrællede kartofler. Uden at skære mig i fingeren.
Med sådan en ballast kan man ikke hjælpe gamle damer over gaden, for så fylder de gamle damer uforholdsmæssigt meget i billedet, og det er jo ikke meningen. I stedet er det mig, der gør en forskel. Det er trods alt mig, det handler om.
Måske burde vi - bare til en forskel - trisse ned i discountbutikken og sige til pigen ved kassen:
– Du står op hver dag og går hen på arbejde til en ussel løn. Sådan får du tag over hovedet og sikrer, at dit barn får nye vinterstøvler. Du gør en forskel.