Når guderne slår på tråden

- Hej Allan, det er Gud. . .
Nå ja, ja, så Allah da, men du er jo selv er uendelig, så du ved jo, hvor meget vi højere magter har om ørerne. Så kan der godt ryge et enkelt navn ud. En finke af panden som vi siger heroppe, når det ikke er svinekød, der er på panden. Ja, rolig nu. Det var en vits.

Nå, men det var præcis det med vores navne, jeg ringede om - hvis du lige gider skrue ned for den højttaler på minareten i baggrunden. Du skulle nødigt risikere, at man laver »en schweizer« på dig. He, he, fik du den? Det var satire. Det er noget, vi bruger i kristendommen. Kan anbefales.

Nå, det med navnene: Der er nogle af dine hooligans, der har brændt kristne kirker af, fordi nogle andre i en avis var kommet til at bruge mit navn i stedet for dit og jo: Den forvirring er da træls, og forvirring skaber tvivl, men ærlig talt: Tvivl skader ikke!

Tag nu bare mig: Jeg er da roen selv, selv om jeg ved Gud, altså mig selv, har mit hyr. Jeg skabte mennesket i mit billede, og så kom nogen af dem bagefter og hævdede, at det var omvendt. At jeg var et billede af dem, og at de egentlig nedstammede fra nogle lodne fætre, der kravler i træer og fanger lus hele dagen. Nu skulle de være ateister, og jeg skal da komme efter dig. Jeg blev helt træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig det her?

Altså tvivl. Men jeg tog det med guddommelig ro, og siden vendte mange af dem også tilbage. Så slap af siger jeg bare.

Jeg foreslår, at vi to laver en deal sådan Gud og Gud imellem: Forklarer hele flokken én gang for alle: Vi er sat i verden for at passe på dem. De ikke er sat dernede for at beskytte os. Vi guder kan sagtens passe på os selv. Og ikke mindst:

Vold i vores navn er absolut no go!

Jeg er sikker på, at de vil forstå det. Ellers må du kalde mig Allan.

Hjemmegående mand på deltid

Der er så mange kvinder på de danske læreanstalter, at nogen spørger, hvor de unge mænd er. Ja, en del af dem er jo nok ude på lange, lige landeveje i Jylland, hvor de laver hjulspind i Opel Rekord’er, mens de snakker i mobiltelefon og drikker Congo bajere.

Imens terper tøserne. Resultat: Senere scorer de skejserne. Konsekvensen er at, flere kvinder tjener bedre end deres mænd, og det er farligt, mener nogen. Med madammen ved muffen bliver mandens i forvejen skamskudte maskulinitet mere hullet. En proces der har været i gang, siden han kom hjem fra stepperne:

- Wiiiilma, jeg er hjemme. Jeg har selv nedlagt den her, og nu vil jeg sætte mig hen og arbejde videre med mit store projekt: Ilden.

Sådan er det mildt sagt ikke længere, og visse eksperter forudser en stigning i antallet af skilsmisser, hvis den lille forskel - på hans og hendes lønseddel - bliver for stor i hendes favør, fordi den hvide prins så måske rider væk med en yngre model (på kontanthjælp), så han kan få genrejst sin mandlighed og se sin lønseddel i øjnene.

Men jeg synes, at mænd skal se chancen i udviklingen. Her er endelig muligheden for at gå på deltid, lade konen knokle og tage sig af hjemmet: Ud med ferskenfarvede puder og den hvide sofa. Ind med den sorte sump fra Biva, hvor der er plads til både ølsjatter og ostepops. Bordfodbold og de meterhøje højttalere kommer til ære og værdighed. Og sidst men ikke mindst: Den usigelige glæde ved at stå med telefonen:

- Skal du ud at drikke caffe latte med veninderne igen? Helt ærligt, du havde lovet at tage rucolasalat med hjem. Det er altså også din familie, og jeg hænger snart på det hele, og dine børn snakker du heller aldrig med og. . .

Det vil næsten bære lønnen i sig selv.

Bakteriologisk krigsførelse

Fødevaremyndighederne i København har været på inspektion i fire kollegiers køkkener. Det syn, der mødte dem, mindede efter referaterne at dømme om en rumænsk losseplads på en varm augustdag:

Gammel opvask, muggen mad i gryderne og køleskabe så varme, at bananfluerne sang »Vi er børn af sol og sommer«. Af samme grund kunne fødevarekontrollen tilføje, at de 15-24årige, fremtidens it-teknikere og phd-genier, bliver dobbelt så syge af campylobacter som alle os, der med alderens varedeklaration ikke drikker mælk, vi ikke har snuset til.

– Vi må gøre noget ved det, lød det næsten militærisk fra en repræsentant fra fødevarekontrollen. Sikkert efter at han havde fået gasmasken af.

Hvem »vi« er, fremgik ikke helt. Men det er ret indlysende ikke de 15-24-årige selv. Det er nok næppe heller deres forældre, for de har jo sådan set haft chancen, og det endte altså med en smiley så sur, at hvis det havde været mælk, havde det virkelig givet ballade.

Her kan man så lige tage en dyb indånding (efter at have tjekket at ingen i nærheden har haft svineinfluenza). For lur mig om ikke det er her, bananfluen kan ligge begravet:

De campylobacter-ramte er trods alt vokset op med forældre, der kørte med børn-i-bilen-mærkater. Hjemme er de hele barndommen vokser op med forsikringsselskabet Mor i Dit Spor, og dermed har de aldrig hørt eventyr som: »Hvordan skærebrættet blev rent«, og »karkluden, der ville kogevaskes«.

I stedet er tiden i det skinnende rene samtalekøkken formentlig gået med at snakke om, at det er for dårligt, at personalet på sygehusene ikke vasker hænder oftere, for man kan jo blive syg, og det er for galt, at man ikke gør noget ved det.