Rigtige mænd er beskedne

Nogen kvinder synes vist, at mænd er lige så gode til at give gaver, som sumpskildpadder er. Hvis det forholder sig sådan, er det imidlertid ikke fordi, mænd ikke elsker deres koner. Heller ikke fordi de ikke har styr på datoer og mærkedage eller er nødt til at gå med billeder af deres børn i tegnebogen for at kunne huske, hvad de hedder.

Nej, det er fordi mænds tanker tit er optaget af vigtige emner så som, hvor man kan købe billigt pejsebrænde. Plus - og det er vigtigt at få med - mænd er beskedne.

Og det kan altså være svært at tage imod, når man selv er taknemmelig for lidt. Mænd bliver simpelthen overvældede. For eksempel når børnene kommer og spørger, hvad vi ønsker os i julegave. Så svarer mænd med en klump i halsen:
- Nogle søde børn.
Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk vaterpas til 20 kroner.

Den slags udløser ikke bitterhed hos mænd – slet ikke – men det virker måske nok som væksthæmmer på gave-genet.
At vi er så beskedne hænger sammen med den opvækst i små kår, som alle mænd har haft – en beskeden opvækst, der synes at blive mere karsk, jo ældre manden er. Det ved enhver, der har overhørt en samtale mellem to mænd i deres bedste alder:
- Nej du, da vi var børn, da kunne vi underholde os selv i timevis med en snor, en sten og en saks.
- Nå, havde du en saks? Der kan man se. Ja, jeg måtte jo nøjes med en sten, og jeg skulle dele den med min bror.

Derfor kommer mænd i bedste vilje til at forære kvinder en ribstrikket cardigan, hvor kvitteringen afslører, at rædslen er købt to minutter før lukketid dagen før konens fødselsdag.Nu ved kvinderne, hvorfor det er sådan. Den viden må være en gave i sig selv.

Os der bruger (brokke)hovedet

Så er den endelig kommet: »Håndbog for halvgamle mænd« skrevet af to dagbladsjournalister.
Den har vi ventet på længe, og jeg har skyndt mig at ringe til alle de halvgamle mænd, jeg kender, for at bekendtgøre nyheden:

– Nu er den kommet!
– Hva!! Skal vi til lommerne? Som om vi ikke betaler nok, og de skal i hvert fald ikke pille ved efterlønnen.
- Den er kommet, sagde jeg, så hør dog efter!
- Lad være at råbe. Jeg er ikke døv.

Sådan var vi bred kreds, der modtog denne bog. Halvgamle mænd er ellers ikke vant til at være i mediefokus. Sikkert fordi det ikke giver points at udgive selvhjælpsbøger som »Ti år ældre på ti dage«.

En anden årsag er, at halvgamle mænd - og det skriver forfatterne også - ikke ser sig som halvgamle. Det er kun hjerteløse omgivelser, der tværer rundt i det:

Konen: - Skulle du ikke få en næsetrimmer?
Ekspedienten: - Du skal nok have mere styrke i.
Andre halvgamle mænd:
- Sover du? Eller er du død, he, he!

Men den vigtigste pointe i bogen er opgøret med påstanden om, at gamle mænd brokker sig så meget. Det har forfatterne en indlysende forklaring på: Der er meget at brokke sig over. Og ikke mindst: Brok er udtryk for indsigt. Gamle mænd ved meget. Derfor kan de se, når noget er ved at køre af sporet, og så føler de en moralsk pligt at gøre opmærksom på det. Det gælder også, når de skriver til ministeren for at klage over, at sygeplejerskerne har fået uniformer, hvor man ikke kan se trusserne gennem stoffet.

Det er en advarsel mod et uføre og udtryk for omsorg og ansvarsbevidsthed. Tænk over det næste gang en af os vrisser til dig:
- Jeg vil blæse på, at det er Bjørn Borg. Træk de bukser op, snothvalp!

Og hvilken dag er det så i dag, skat?

En gang i 1990’erne undersøgte forskere hvilke mennesker, der spillede den vigtigste rolle i børns liv. Nummer et var mor. Derefter fulgte yndlingspædagogen i børnehaven og legekammeraterne, mens far kom nede på en 7. plads. Sammen med naboens hund og tilfældige bekendte af familien.

Det var noget værre noget, men siden har flere mænd lært at gå med babysele, ja nogle har sågar anstrengt sig og fået en fødselspsykose, så det går åbenbart fremad.
Eller også skyldes udviklingen, at begrebet far er blevet mere elastisk. For eksempel kan homoseksuelle i dag få børn, hvilket kan give udviklende børnesamtaler på legepladsen:

- Hvem er den dame der?
- Det er min mor.
- Hvem er så damen ved siden af?
- Det er min far.

Så er der de børn, der hverken har far eller mor, men en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Ikke noget at snakke om. Lidt lige som dagen på lørdag. Det er Fars Dag og let’s face it: Der er altså ikke samme sus over den som over Mors Dag. Eller Valentins dag. Måske fordi de to sidste har kvinden i centrum, og kvinder er ikke blot bedre til at huske mærkedage. De er også enormt gode til at huske, når mænd har glemt dem. Derfor kan man se svedende mænd foretage damage control-indkøb af røde roser i blomsterbutikker dagen før Mors Dag og Valentins Dag. Mens jeg er ret sikker på, at Silvan endnu har til gode at opleve kvinder med flakkende blikke hjemsøge kassen med »blandet værktøj - 20 kroner« og med Mette Frederiksen-stemme forlange et kinesisk vaterpas pakket ind i rød cellofan.

Det betyder ikke rigtig noget at glemme den slags. Fars hammer er nemlig faldet. I enhver forstand.