Og hvilken dag er det så i dag, skat?

En gang i 1990’erne undersøgte forskere hvilke mennesker, der spillede den vigtigste rolle i børns liv. Nummer et var mor. Derefter fulgte yndlingspædagogen i børnehaven og legekammeraterne, mens far kom nede på en 7. plads. Sammen med naboens hund og tilfældige bekendte af familien.

Det var noget værre noget, men siden har flere mænd lært at gå med babysele, ja nogle har sågar anstrengt sig og fået en fødselspsykose, så det går åbenbart fremad.
Eller også skyldes udviklingen, at begrebet far er blevet mere elastisk. For eksempel kan homoseksuelle i dag få børn, hvilket kan give udviklende børnesamtaler på legepladsen:

- Hvem er den dame der?
- Det er min mor.
- Hvem er så damen ved siden af?
- Det er min far.

Så er der de børn, der hverken har far eller mor, men en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Ikke noget at snakke om. Lidt lige som dagen på lørdag. Det er Fars Dag og let’s face it: Der er altså ikke samme sus over den som over Mors Dag. Eller Valentins dag. Måske fordi de to sidste har kvinden i centrum, og kvinder er ikke blot bedre til at huske mærkedage. De er også enormt gode til at huske, når mænd har glemt dem. Derfor kan man se svedende mænd foretage damage control-indkøb af røde roser i blomsterbutikker dagen før Mors Dag og Valentins Dag. Mens jeg er ret sikker på, at Silvan endnu har til gode at opleve kvinder med flakkende blikke hjemsøge kassen med »blandet værktøj - 20 kroner« og med Mette Frederiksen-stemme forlange et kinesisk vaterpas pakket ind i rød cellofan.

Det betyder ikke rigtig noget at glemme den slags. Fars hammer er nemlig faldet. I enhver forstand.