Os der bruger (brokke)hovedet

Så er den endelig kommet: »Håndbog for halvgamle mænd« skrevet af to dagbladsjournalister.
Den har vi ventet på længe, og jeg har skyndt mig at ringe til alle de halvgamle mænd, jeg kender, for at bekendtgøre nyheden:

– Nu er den kommet!
– Hva!! Skal vi til lommerne? Som om vi ikke betaler nok, og de skal i hvert fald ikke pille ved efterlønnen.
- Den er kommet, sagde jeg, så hør dog efter!
- Lad være at råbe. Jeg er ikke døv.

Sådan var vi bred kreds, der modtog denne bog. Halvgamle mænd er ellers ikke vant til at være i mediefokus. Sikkert fordi det ikke giver points at udgive selvhjælpsbøger som »Ti år ældre på ti dage«.

En anden årsag er, at halvgamle mænd - og det skriver forfatterne også - ikke ser sig som halvgamle. Det er kun hjerteløse omgivelser, der tværer rundt i det:

Konen: - Skulle du ikke få en næsetrimmer?
Ekspedienten: - Du skal nok have mere styrke i.
Andre halvgamle mænd:
- Sover du? Eller er du død, he, he!

Men den vigtigste pointe i bogen er opgøret med påstanden om, at gamle mænd brokker sig så meget. Det har forfatterne en indlysende forklaring på: Der er meget at brokke sig over. Og ikke mindst: Brok er udtryk for indsigt. Gamle mænd ved meget. Derfor kan de se, når noget er ved at køre af sporet, og så føler de en moralsk pligt at gøre opmærksom på det. Det gælder også, når de skriver til ministeren for at klage over, at sygeplejerskerne har fået uniformer, hvor man ikke kan se trusserne gennem stoffet.

Det er en advarsel mod et uføre og udtryk for omsorg og ansvarsbevidsthed. Tænk over det næste gang en af os vrisser til dig:
- Jeg vil blæse på, at det er Bjørn Borg. Træk de bukser op, snothvalp!