Om at forholde sig til Jylland

For nogle år siden sad jeg i kystbanetoget på vej fra Rungsted til København. Foran sad to piger af den slags, der forklarer, hvorfor ejendomspriserne er så høje i Nordsjælland: Fremadstormende D-skål, blå øjne og regelmæssige tænder. Og så kendte de forskel på ligger og lægger.
Den ene skulle ud på en rejse, der lød lang og eksotisk, men jeg kunne ikke høre, hvor den gik hen. Før toget stoppede, og pigerne skulle af. På vej ud sagde hende med rejseplanen:

- Jeg KAN altså ikke forholde mig til at skulle være i Jylland i seks måneder.

Jeg, der også dengang havde postnummer på den forkerte side af 6000, kiggede ned ad mig selv og kunne da godt mærke en svag hørm af tang, halm samt sovs og kartofler sive ud af mig.
Men ikke af rådden banan. Episoden fandt sted, længe før det blev en populær betegnelse for den del af landet, hvor lyset ikke falder ud, men mørket falder ind, når man åbner døren om aftenen. Men problemet er det samme for København og nærmeste mentale opland: Jylland. Det kan man ikke forholde sig til. (Okay, Århus måske undtaget. Bare de dog ville lade være at snakke som en Niels Malmros-film.)

Men det andet: Der er langt over, og det er svært at forholde sig til, at nogle derovre synes, at 100 kilometer til nærmeste sygehus er for langt. Så de laver ballade og pludselig er der ikke så langt, og de bliver tilbudt nogle motorveje at køre langt på. Det giver vækst, og i forvejen vokser den rådne banan, for de får flere børn i Thyborøn end i Tisvildeleje (måske fordi der er så mørkt).

Men tomt forbliver der, for som voksne flygter børnene, og det er måske her, at motorvejene kommer ind i billedet. Det bliver lettere at komme væk fra noget, ingen rigtigt kan forholde sig til.

Dybt godnat - hver for sig

Jeg gjorde mig for år tilbage til talsmand for, at Folkekirken ændrer sit vielsesritual til noget, der er mere i pagt med tiden. For eksempel:

- Vil du Camilla tage Jens, der står ved din side og ligner en hængt kat og er så konfliktsky, at han kunne være svensker, og lave ham om, så han bliver sådan, som du gerne vil have ham? Vil du ændre hans tøjsmag, tvinge ham til at blive klippet hos din frisør, og i det hele taget fratage ham enhver tro på egen dømmekraft og leve med ham i mundhuggerier og småskænderier?

Og så havde jeg tænkt mig en slutning om, at de to skal leve sammen:

- Til soveværelset skiller Jer ad.

Hvorfor så det? Jo, jeg har altid undret mig over, at børn er de eneste i en familie, der har ret til eget rum, hvor de kan krumme i sengen. Og nu har jeg fået opbakning i min antagelse fra sagkundskaben i form af en dame med den frygtindgydende titel af fremtidsforsker. Hun mener, at mange par gerne vil have hvert deres soveværelse, men at det er tabu at tale om – lidt lige som at sige, at man har fodsvamp eller samler på billeder af kongefamilien.

Og så lige en trumf: Jeg har læst, at også Joan Ørting synes, at det er en god idé, og så behøves der ikke flere argumenter. Gå hjem og vug - eller sov. Faktisk mente sexologen, at et forhold holder i længere tid, når han og hun har hvert deres soveværelse: Mænd kan snorke i fred og spise ostepops, mens de læser »2. verdenskrig i Farver«. Kvinder kan ugenert klippe tånegle i soveværelset (og lad os bare tage den med, selv om den er grim: De slipper for at vågne op ved siden af en behåret numse.)
Endelig kan trenden sætte gang i hjulene hos bolig- og reklamebrancen:
»Alle har ret til et fedt soveværelse. Uden ægtefælle«.

Findes der sure gamle kvinder?

Det er lidt uretfærdigt, at man altid taler om sure gamle mænd. Hvorfor er der ikke noget, der hedder sure gamle kvinder? For eksempel er der en amerikansk film, der hedder »Gnavne gamle mænd«, og kunne man forestille sig en film, der hed »Gnavne gamle kvinder«? Nej. Jeg kan i hvert fald ikke. Mest fordi jeg så kommer til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, og det er ikke godt.

Med mænd er det noget andet. Måske skyldes det, at mænd fra starten har for store forventninger til tilværelsen. At de en gang drømte om mange penge og pragtvilla med havudsigt, men endte med toværelses lejlighed, skrabelodder og udsigt til kommunale affaldscontainere.

Eller er forklaringen i virkeligheden, at kvinder ikke har behov for at blive sure, når de bliver ældre? Er det, fordi de justerer surhedsgraden over et helt liv?

Som unge:
- Aiij, man har bare ikke bordfodbold i stuen, og jeg kender altså ingen andre, der stadig går med polobluser, og højttalere er altså møbler. Jeg flytter hjem til mine forældre!!!!

Et par år senere:
- Du har glemt de økologiske pastinakker, og hvorfor skal jeg altid gøre det hele selv, og nu er butikkerne lukkede, og jeg har faktisk også et arbejde at passe, og mit arbejde er lige så vigtigt som dit, og dine børn taler du heller ikke med, og når du endelig gør det, så vrisser du af dem, og. . .

Og så videre. På den måde får kvinder luftet ud og kan oppe i årene se lysere på tilværelsen og få en lettere gang på jord:
- Jamen, så tager jeg til foredrag i folkeuniversitetet og hører om tarmskylning, og hvorfor vil du egentlig ikke med, men du kan da også blive hængende i sofaen og se »2. Verdenskrig i farver« på DR2 som en anden sur gammel mand.