Dybt godnat - hver for sig

Jeg gjorde mig for år tilbage til talsmand for, at Folkekirken ændrer sit vielsesritual til noget, der er mere i pagt med tiden. For eksempel:

- Vil du Camilla tage Jens, der står ved din side og ligner en hængt kat og er så konfliktsky, at han kunne være svensker, og lave ham om, så han bliver sådan, som du gerne vil have ham? Vil du ændre hans tøjsmag, tvinge ham til at blive klippet hos din frisør, og i det hele taget fratage ham enhver tro på egen dømmekraft og leve med ham i mundhuggerier og småskænderier?

Og så havde jeg tænkt mig en slutning om, at de to skal leve sammen:

- Til soveværelset skiller Jer ad.

Hvorfor så det? Jo, jeg har altid undret mig over, at børn er de eneste i en familie, der har ret til eget rum, hvor de kan krumme i sengen. Og nu har jeg fået opbakning i min antagelse fra sagkundskaben i form af en dame med den frygtindgydende titel af fremtidsforsker. Hun mener, at mange par gerne vil have hvert deres soveværelse, men at det er tabu at tale om – lidt lige som at sige, at man har fodsvamp eller samler på billeder af kongefamilien.

Og så lige en trumf: Jeg har læst, at også Joan Ørting synes, at det er en god idé, og så behøves der ikke flere argumenter. Gå hjem og vug - eller sov. Faktisk mente sexologen, at et forhold holder i længere tid, når han og hun har hvert deres soveværelse: Mænd kan snorke i fred og spise ostepops, mens de læser »2. verdenskrig i Farver«. Kvinder kan ugenert klippe tånegle i soveværelset (og lad os bare tage den med, selv om den er grim: De slipper for at vågne op ved siden af en behåret numse.)
Endelig kan trenden sætte gang i hjulene hos bolig- og reklamebrancen:
»Alle har ret til et fedt soveværelse. Uden ægtefælle«.