Om at forholde sig til Jylland

For nogle år siden sad jeg i kystbanetoget på vej fra Rungsted til København. Foran sad to piger af den slags, der forklarer, hvorfor ejendomspriserne er så høje i Nordsjælland: Fremadstormende D-skål, blå øjne og regelmæssige tænder. Og så kendte de forskel på ligger og lægger.
Den ene skulle ud på en rejse, der lød lang og eksotisk, men jeg kunne ikke høre, hvor den gik hen. Før toget stoppede, og pigerne skulle af. På vej ud sagde hende med rejseplanen:

- Jeg KAN altså ikke forholde mig til at skulle være i Jylland i seks måneder.

Jeg, der også dengang havde postnummer på den forkerte side af 6000, kiggede ned ad mig selv og kunne da godt mærke en svag hørm af tang, halm samt sovs og kartofler sive ud af mig.
Men ikke af rådden banan. Episoden fandt sted, længe før det blev en populær betegnelse for den del af landet, hvor lyset ikke falder ud, men mørket falder ind, når man åbner døren om aftenen. Men problemet er det samme for København og nærmeste mentale opland: Jylland. Det kan man ikke forholde sig til. (Okay, Århus måske undtaget. Bare de dog ville lade være at snakke som en Niels Malmros-film.)

Men det andet: Der er langt over, og det er svært at forholde sig til, at nogle derovre synes, at 100 kilometer til nærmeste sygehus er for langt. Så de laver ballade og pludselig er der ikke så langt, og de bliver tilbudt nogle motorveje at køre langt på. Det giver vækst, og i forvejen vokser den rådne banan, for de får flere børn i Thyborøn end i Tisvildeleje (måske fordi der er så mørkt).

Men tomt forbliver der, for som voksne flygter børnene, og det er måske her, at motorvejene kommer ind i billedet. Det bliver lettere at komme væk fra noget, ingen rigtigt kan forholde sig til.