Nogle djærve mænd er gået til kamp for at bevare 43 gode, danske ord, der er i fare for at uddø – undskyld: Udånde. Jeg er gebommerlig glad og har allerede trukket i ordkrigens uniform: Strikket vest med ruskindslapper og en svag odør af ristet brød og te.
For der skal råbes vagt i gevær. Alt for mange danske ord vakler gennem sprogets Udkantsdanmark og ind på ordenes kirkegård, hvor de med et træt suk falder om og forstøves side om side med forsoren, bajads, døgenigt og gelassen.
I en mørk krog af kirkegården ligger de ord, der ligefrem blev henrettet af politiske årsager, fordi de var uønskede: Neger, åndssvag og hareskår. For bare at nævne et par stykker.
Men min salighed, det skal blive løgn: Jeg vil halsstarrigt og ideligt bidrage til, at vores børnebørn ved, hvornår man er kålhøgen, og kan kende en forvorpen løjser og en charlatan, når de møder en.
Med andre ord: Vi må sporenstregs til tasterne. Fusentasterne. Og hvorfor? Fordi der er nu en gang er mere musik i at sidde ved et stort kalas og kommentere, at mobiltelefonen er løbet tør for strøm med ordene: »For al Djævlens skind og ben da også«. Indrøm: Det lyder bedre end fuck og æv. Og jo flere ord dit hoved rummer, jo mindre behov har du for at lade næverne tale. Hvem kan nænne at slå på en, der kan lukke en konflikt mellem nogle fløse med ordene:
– Ikke for at være trættekær, men du taler grimt. Gå ud og tvæt din mund.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar