Forleden fortalte min kone begejstret om en 60-årig, der var gået i skarp træning, inden han
skulle bestige Kilimanjaro.
Jeg undlod at kommentere det. Min mening om den slags vil blive modtaget med
et blik, der normalt er reserveret folk, som fortæller, at de har glemt en
lottokupon med syv rigtige i lommen på et par bukser, der nu befinder sig i
vaskemaskinen.
Men noget er sket. Ingen vil længere være gamle. Slet ikke de ældre. De vil
være seniorer og gråt guld - også i de tilfælde, hvor det er mere uld end guld.
Man kan have gamle venner og være gammel i gårde, men bare sådan gammel? Bvadr.
Det lugter af ruskindslapper på de strikkede trøjeærmer, blødt brød og makrelguf
på tube.
For 35 år siden ville 60-årige med
glæde se frem til efterlønnen, så de kunne koncentrere sig om frimærkesamlingen.
Nu skal de bestige bjerge, stå på vandski, eller de anskaffer sig en motorcykel,
kører desperat af sted med vinden i den vigende hårpragt og holder træf med
ligesindede:
– Fin lille tatovering du har der.
– Det er en åreknude.
Den slags ydmygelser og ømme muskler i fitnesscentre, udsætter man sig for i
kampen mod at blive gammel og sidde hjemme i en stol og konstatere, at man har
flere hår ud ad næsen end på hovedet. Fordi næste skridt efter stemplet gammel
er: Manden med leen, den kolde ånde og knokkelhænderne.
Så hellere falde om med en blodprop et sted på Kilimanjaro.
Og en viden om at man holdt sig ung.
fredag den 29. april 2016
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar