Man tror, det er løgn

Skal man altid sige sandheden. Den fulde sandhed og alene sandheden? Det ville være løgn at svare ubetinget ja til spørgsmålet.

Lidt løgn letter livet, og den fulde og absolutte sandhed ville give tomhed på advokatkontorer og retssale, ligesom samtalerne mellem lystfiskerne ved søbredden ville blive kortvarige og uden glød.

Men en løgn er ikke en urokkelig størrelse. Der er sorte løgne, hvide løgne, og for et par år siden fik vi at vide, at det var i orden, at politikere stikker en nødløgn.

De skal imidlertid omgås med varsomhed. Historiens første nødløgn i Det gamle Testamente faldt noget til jorden, da Eva stjal et æble og bagefter prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det var ærlig talt tyndt. Ikke underligt at chefen blev sur og smed dem ud af haveanlægget.

Det kan give anledning til grublen over udfaldet, hvis det var Adam, der havde taget den første bid. Garanteret mere heldigt:

– Æble . . hvad for et æble? Nå, dét. Jamen, det var Eva. På æresord. Og hvem tror du mest på? Mig eller en, der er lavet af mit ribben?

Siden den episode har mænd klart vist sig bedre til at lyve end kvinder. Tag bare Stein Bagger. Han var så god til det, at man troede, det var løgn.

 Måske hænger det sammen med, at mænd har mere på spil. Man kan blot tænke på ordvekslingen:

– Ser min røv for stor ud i de her bukser?

Kunne man her forestille sig et ærligt svar i stil med:

– Ja, det ser faktisk ud som om, nogle har hældt en vandseng ned i dine bukser.