Et hundeliv på første klasse

Der er kun én ting, der er værre end at sige grimme ting om folk. Det er at sige grimme ting om folks kæledyr. Nu har også kæledyr et hierarki og let's face it: Det er hunde og katte, man skal være særlig varsom med.

Det ved enhver klummeskribent, der har ladet en kritisk bemærkning falde om hunde. Indboksen fyldes med vrede bjæf fra hundeejere, der synes, man hellere skulle skrive om katte, der sætter poteaftryk på biler. Det gør dog kun en uerfaren klummeskribent, for indboksen fyldes med vrede hvæs fra katteejere, der synes, man hellere skulle skrive om alle de hunde, der besørger overalt og snuser folk i skridtet.

Et hundeliv er i dag ofte et liv på første klasse. Med bidering og wellness. Man kan sågar møde mennesker, der i ramme alvor hævder, at hunden er deres bedste ven. Om det skal forstås sådan, at de har opgivet at finde en kæreste til fordel for et kræ, der modtager dem i døren med tungen ud af munden, melder historien aldrig noget om. Og man tør ikke spørge.

Måske er sagen, at hunde har denne særlige plads i manges hjerter, fordi de har pels og sådan nogle appellerende øjne. De gør som regel også, som man siger, hvor katte synes at have stor fornøjelse af det modsatte. Med en sådan intimitet er det en alvorlig og inderlig sag at have et kæledyr. Ikke et forhold, der ville virke overbevisende hos folk med andre slags husdyr:

– Ja, det er Henry, min fugleedderkop. Bare rolig - han gør ingenting, og han snuser dig garanteret ikke i skridtet. . .