Badr, Nix og Nitte

Danskerne er et af verdens mest ens og homogene folk. Uanset hvor i landet en dansker bevæger sig rundt, risikerer han at rende ind i sin bøvede svoger på et loppemarked.

Måske derfor vil danskerne så skrækkeligt gerne være specielle, særlige og unikke. Det er svært, for dårligt har man anskaffet sig Weber, perlegrus og gipsløver i indkørslen, før naboerne har gjort det samme.

Så kan man selvfølgelig give sit barn et unikt navn. Efter fem til ti års forberedelser og hormonbehandlinger kommer guldklumpen endelig trillende, og forældrene sidder tænderskærende og hvæser, at deres barn skal have et unikt navn, for det er et helt særligt og specielt, lille væsen.

Den proces har været lettere siden 2006. For eksempel må man hedde Jesus. Det er ganske almindeligt i Latinamerika, og hertil lands kan det give en vis effekt, især hvis man arbejder i butiksbranchen:

– Har I mødt Jesus?

– Ja, jeg tror, han er ude ved de tomme flasker.

I 2006 ændrede myndighederne navneloven, der ellers var sat i verden for at beskytte barnet mod forældrenes fantasi. Nu er børn mindre beskyttede, så fremtidens pædagoger kan stå henne på Mariehøne-stuen og høre sig selv brøle:

– Badr, hold op med at drille Gift, Nitte og Kamel. Ellers bliver du sendt ind i puderummet til Altan, Niks og Skak. Og Sok, du samler de strømper op fra gulvet.

Alt sammen er det godkendte navne.

Det er Offer for øvrigt også. Og det er der jo næsten noget symbolsk i.

Bloggen bliver rødglødende

Kort før jul købte jeg røde stearinlys til vores juletræ. Af den simple grund at butikken ikke havde andre, hvilket jeg sådan set godt vidste, aldrig har været et argument over for kvinder.

De vil til enhver tid gøre opmærksom på, at man kan gå i andre butikker, eventuelt køre udenbys eller ringe til NASA og spørge, om de eventuelt har opdaget en ny planet, hvor der forhandles hvide julelys. For her har vi konfliktens kerne.

Med al den livserfaring, som jeg ikke burde ignorere, blev jeg allerede på vej hjem grebet af den følelse, jeg tror også griber islamiske selvmordsterrorister, når de kommer stavrende med bombebæltet:

– Det her er nogen virkelig møg. Jeg burde være stoppet for længst. Nu er det for sent.

Det gik som ventet. Den korte og nådige version: De blev dumpet.

Den længere og mere pinefulde version:

– Har du stadig kvitteringen?

(Det havde jeg ikke. Jeg var gået ud på kundetoilettet og havde spist den, ligesom engelske faldskærmssoldater under 2. Verdenskrig slugte giftpiller for ikke at blive knækket under Gestapos forhør.)

Den desperate skyde-vildt-omkring-sig version:

– Når et konservativt og velanskrevet firma som Asp-Holmblad kan lave røde lys, man kan godt bruge dem. . .

– Jeg kan ikke.

Den konkluderende version: Næste år kan hun selv købe sine julelys.

Hvad hun sådan set også havde gjort denne gang. Hvide.

Sådan en gang svineri

Svenskerne har været ude med saksen og grebet ind over for en Pippi Langstrømpe-film fra 1969. Ikke fordi den mindreårige pige bor uden sine forældre i et hus, hvor hun har en kønsmoden abe med i sengen og en sprøjtemalet hest gående rundt i huset. Nej, hun siger "negerkonge". Det er anderledes alvorligt og derfor klippet ud af en ny udgave af tv-serien fra 1969.

Det er meget svensk. Lige som hotdogs med kartoffelmos og ildelugtende sild på dåse, og det er godt, at danskerne har svenskerne at grine af. Men måske skulle vi gribe i egen barm, for det er ikke småting, vi selv tidligere bød børn.

Tag nu de gamle børnesange. For eksempel den om bagermester Harepus: "Harepus har wienerbrød, sigtebrød og klejner, flødebrød og nøddebrød, sprøde brød og søde brød, blødt brød når det regner".

Ærlig talt: Vi har nul sukker-politik.

Vi er mange, der er vokset op med sangen "I skoven skulle være gilde", og her går det da helt galt: "Og uglen var til gilde, hun drak sig ganske fuld, om aftenen så silde hun faldt i græs omkuld."

Her pånødes børn traumatiserende billeder af alkoholiseret fjerkræ.

Som i Sverige kan vores litterære ikoner træde ved siden af. Jeppe Aakjær skrev "Her er soen sikke' en", hvor sidste vers lyder "Lotte går ved lisken, så skal jeg have pisken". Seksuelle udskejelser skal vi heller ikke skånes for.

Endelig er der dyremishandling i "Katten ligger under kakkelovn," og stigmatisering af minoriteter i "Syv arbejdsvante dværge".

Så der er nok at tage fat på og få renset ud i.

Det fikser jeg da lige

Mænd er det rationelle køn. Der er en grund til, at det hedder handlingens mænd og ikke handlingens kvinder. Selv om det sidste ikke er helt retfærdigt, hvad man vil vide, hvis man har overværet kvinder shoppe. Det er handling.
Men som sagt: At høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan klare, er lige så usandsynligt, som at høre Lars Løkke Rasmussen tilbyde at betale næste omgang, eller en kvinde sige:

– Se, jeg har ryddet op i mine sko fra 80erne.


For uanset opgavens art finder mange mænd, at der ikke er grund til at tilkalde en anden mand og da slet ikke en fagmand, for det fikser farmand lige. Som mange kvinder med en vis bitterhed har erfaret, taler vi om en handlekraft, der kan få utilsigtede følger i form af revner, huller og en tur til tanken søndag aften efter nye propper til målerskabet.
Hvorfor er det sådan? Ja, det handler underligt nok om at få fred. Når man er i selskab med et vaterpas, en hammer og har munden fuld af små stifter, kan man kun sige "mmmhh", hvis kvinden begynder på det her kedelige:

 - Skat, der er noget vi må tale om.

,
som ikke ret mange mænd bryder sig om.
Der er altså indlysende fordele ved al den rationalitet og handlekraft. Også for kvinderne:

– Okay jeg sluttede det måske ikke helt rigtigt til, men du ønskede dig jo alligevel en ny vaskemaskine.

Sundheden er ilde hørt

Efter at have holdt det som en undertrykt hemmelighed i mange år føler jeg trang til at stå frem i lyset og modtage offentlighedens dom. Og nej, jeg har ikke taget epo. Faktisk ejer jeg ikke en gang en cykel, og jeg har lovet mine omgivelser aldrig at vise mig i cykelshorts.

Det er værre. Jeg kan egentlig godt lide broccoli!

Værsgo, så er det sagt. Så er der serveret. Men hvorfor er det forbundet med skam, stigmatisering og måske indkaldelse af en forsoningskommission at sige sådan? Fordi det er en vedtaget kendsgerning, at: MÆND KAN IKKE LIDE BROCCOLI.

I sommer skrev en klummeskribent i Berlingske, at »broccoli smager af pis«. Intet mindre. Og når Berlingske accepterer brugen af ordet pis, kan enhver se, at det er en alvorlig sag. Der er udviklet konspirationsteorier mellem mænd om, at kvinder kommer broccoli i blenderen og blander det i frikadellefarsen. Frikadeller som vores mor snød med.

Mænds modstand kan være svær for mange kvinder at forstå, når de med øjne som Johanne Schmidt Nielsen, når hun føler sig snydt, og en stemme som en vinkelsliber, udbryder:

ER DU KLAR OVER, HVOR SUNDT DET ER!

Det er vores mand afgjort ikke. For mænd er sundhed lig med sport. Og sport er lig med fodbold på en af de tv-kanaler, der ender på et tal over 3. Og med Blå Ceres, Rød Tuborg og gule ostepops. Og det passer grønt altså dårligt til.

Noget af en byrde

Ældrebyrden.

Smag på ordet. Man ser det for sig: En hær af gnæggende gamlinge med medicinkort og brune snøresko, der sidder på skuldrene af svedende skaffedyr. Der kæmper sig foroverbøjede og forpinte op ad en stejl bakke, mens de synger »Vi stemmer på Liberal Alliance« på melodi af »Snart dages det brødre«. Alt imens ældrebyrden pisker dem med et sammenrullet eksemplar af Ældre Sagens blad.

Sådan cirka ser billedet ud. Gys. Sjovt nok bruges ordet ofte om de årgange, der voksede op med, at de netop ikke måtte ligge nogen til byrde. At penge ikke hang på træerne, og at man skulle slukke for det varme vand, mens man sæbede hænderne ind. Hvis man altså havde varmt vand.

Kan vi forestille sig udtrykket: Børnebyrde. Nej. Skønt en del forældre, efter at røgen har lagt sig efter en børnefødselsdag med eksploderet kagemand på møblerne og »Mariehønen Evigglad« i diskant ekkoende i ørerne, vil skrive under på, at det ved Gud kan være rigtigt.

Vi har også til gode at høre ordet ungdomsbyrde. Heller ikke fra de, der har prøvet at rydde op på en 13-årig drengs værelse eller forsøgt at forklare en teenagepige begrebet t-e-le-f-o-n-r-e-g-n-i-n-g.

De skal nemlig ud at være it-folk, finansrådgivere, key account managere og hjertekirurger. Dem bliver vi simpelthen afhængige af. Og de ser med garanti nødigt, at for mange ligger dem byrde.

Ikea-blues

Jeg har lige læst, at 700 millioner mennesker hvert år går i en Ikea-butik. Det er mange. Især fordi jeg ikke kan lade være med at tænke på hvor mange millioner af dem, der efter at være kommet hjem fra Ikea lørdag middag, kravler rundt på gulvet:

– Aj altså, hvor skal den der sidde, der mangler s’gu da noget der, den manual kan bare ikke passe, og nu har de lukket, for Fanden også . . .

Det er den slags kvalitetstid, der styrker familielivet, og ikke mindst børnene vil kigge beundrende på deres far og tænke, at sådan nogle ord vil de også bruge henne i børnehaven.

Alt sammen fordi familien har været på besøg i en butik på størrelse med en mellemstor provinsby, hvor tallerknerne i cafeteriet er varmere end maden, og som er fyldt med overvægtige, gravide kvinder med kort hår og lange huskesedler fulgt af mænd med angste blikke og gloende kreditkort:

– Vi skal også have et puslebord, vi kan jo ikke pusle hende på gulvet, det kan du vel forstå?

Ovenpå sådanne fælles oplevelser kan det kun blive et brag en køretur hjem, hvorefter udpakningen af produktet åbenbarer, hvorfor netop det styrker familiebåndene. Ikea-ting kræver, at der skal være:

1) En til at holde.

2) En til at skrue.

3) Mindst to til at vedligeholde kvalitetstiden:

– Det står jo skævt, og der er en skrue til overs, du ku’ også bare have læst den manual og . . .