Penge og panik

Mange mennesker bliver irriterede over reklamer, men kan man ligefrem føle sig krænket? Ja, jeg kan.
Jeg bliver indigneret helt op i tolvfingertarmen over annoncer og salgsbreve, der begynder med ordene: Hvis penge er problemet….
Hvad skal det hvis til for? Hvorfor skriver de ikke bare når? Eller bedre endnu: I og med at.
Ordet hvis virker som et nyplantet myggestik, fordi det efterlader læseren med en fornemmelse af, at penge kan være problemfri, og det er penge ikke. Penge rummer samme byrde som at være på bustur med 24 børnehavebørn, der er låst inde i pilotdragter og lige har fået at vide, at de altså ikke kan komme til at tisse nu.
Nu skal der nok være folk – især dem hvis største problem er at få has på en husstandsindkomst på 900.000 kroner - der vil hoste gennem cigarrøgen, at pengeproblemer så sandelig er op til en selv.
Man kan bare sætte tæring efter næring, kan man. Lægge et budget og have orden i sagerne.
Men det er svært, når men er offer for den sociale arv. Jeg kommer fra en samfundsklasse, hvor vi lagde os ned på alle fire og kravlede hen ad fortovet, hver gang vi skulle forbi banken. Hvor der i vinduet hang fotos af vores ansigter og med løfte om dusør. Hvor personalet ringede til politiet, hvis vi satte mere end 300 kroner ind på kontoen, fordi beløb af den størrelse nødvendigvis måtte være stjålet. Hvor enhver samtale med bankrådgiveren foregik i et rum med nødudgang, og hvor familiens motto var: "Vi har penge nok til resten af livet – bare vi dør på torsdag".
Med en sådan ballast hjemmefra er man selvskrevet til at udvikle en bohemeagtig holdning til penge.
- De er kun for borgerdyr, smiler vi overbærende, mens vi ubesværet svæver hen over kontoudtogene, der alle sammen ligner en gyserroman på udsalg.
- Vi sætter mere pris på åndelige værdier, smiler vi videre.
De er nemlig gratis at have. Og det koster ikke noget at skifte dem ud.
Det er nok derfor, jeg ind i mellem gribes af en trang til at blive et fornuftigt menneske og etablere samme strategi i forhold til min privatøkonomi, som jeg har til min pladesamling, og den må være rigtig. Pladesamlingen vokser nemlig hele tiden.
Anfaldene begynder med, at jeg render på biblioteket og låner en masse bøger med titler som ”117 udveje for dårlige betalere” og ”Bedrageri for let øvede”. På vej hjem går jeg ind i banken og siger:
- Jeg tror, jeg er klar til det nu.
Hvorefter en kvinde med smalle briller og et smil på størrelse med Storebæltsbroen rækker mig et budgetskema. Og mens jeg går ud, klapper personalet og råber: Du kan klare det, du kan klare det. Tro på det.
Og det gør jeg så. Stærkt opstemt. Indtil jeg får åbnet den første brochure og ser ord som depotpleje og gældsplejeaftale. Så gribes jeg af samme fornemmelse som en muslim, der er blevet lukket inde i svinestald:
- Jeg skal væk herfra.
Hvorefter mit liv fortsætter. Stille og roligt. Kun afbrudt af lyden af et blodkar, der sprænger, hver gang en rudekuvert ryger ind gennem brevsprækken.