Terapeut i skvalderkålen

Jeg kan dårligt huske, hvornår jeg sidst blev forarget. Sådan for alvor. Det var vist dengang, jeg læste, at der ikke var ret mange topløse kvinder tilbage på strandene om sommeren. Men nu er jeg til gengæld forarget helt op i tolvfingertarmen.
En kommune er begyndt at sende folk med stress på havearbejde. Jeg kan levende forestille mig scenariet:
– Hvordan gik det henne i terapien, skat?
– Fint, jeg slog både terapeuten og græsset. . .

Ideen med at give de hårdest ramte neglebidere grønne fingre stammer fra Sverige, men vi er faktisk et par stykker, der synes, det lyder som en rigtig svensk og rigtig dårlig idé. Svenskerne har udviklet en forestilling om, at det er helbredende at være ude i naturen. Det skyldes formentlig, at de selv er nødt til at gemme sig ude i skoven, hver gang de skal have sig en smøg. Så står de der - i en verden af elge i brunst og tre millioner myg. Og tænker stort. Og bare se hvad der kommer ud af det.

Én præmis har de terapeutiske havenisser dog ret i: Folk med stress har fået lidelsen, fordi de vil have kontrol med alt omkring sig. Og man kan ikke få kontrol med naturen. Det er rigtigt. Det ved enhver, der har haft skvalderkål.
Skvalderkålen er lakmusprøven i udskilningen af mandfolk fra tøser:
Mandfolkene – det er kvinderne – bekæmper ukrudtet i vaskekone-stilling. Mænd får angstanfald, hvis de viser sig i en have uden noget, der kan larme. Så de vælter sanseløst rundt med plæneklippere, kantklippere, motorsave, hækklippere og plæneluftere.
Det er ret stressende, og man får lyst til en tur langt ud i hampen.