Jeg ved ikke, hvem der har fundet på udtrykket det grå guld, men hun – for det er garanteret en kvinde – har fået noget helt galt i halsen.
Tanken faldt mig ind en alt for tidlig morgen i badeværelset, mens jeg stod og spekulerede over, hvad den koalabjørn laver inde i mit spejl. Jeg er nået dertil, hvor jeg er begyndt at kigge efter grå hår, hver gang jeg går forbi et spejl. Det kan være noget af en prøvelse, når jeg bevæger mig rundt i restauranter, cafeer og andre steder i det offentlige rum, hvor der er spejle, og hvor jeg pludselig med øjne som gammeldags 25-ører råber: "Shit – der er et til".
Sådan stod jeg og tænkte, mens koalabjørnen inde i spejlet ændrede form. Nu begyndte den at ligne en muslim, der bliver truet med en svinekotelet. Da jeg pludselig høre min bedre halvdels stemme ude i køkkenet.
Nu reagerer jeg som så mange andre mænd refleksagtig på min kones stemme, men denne gang greb jeg ikke ud efter viskestykket eller gik ud for at rense tagrenden. Jeg blev derimod angrebet af en hurtig tanke med form som et vildfaren missil:
Hun taler med sig selv. Hun er nået dertil. Hendes forfald går hurtigere end dit.
Den slags er grimt tænkt, og jeg fortrød hurtigt, men desværre var hjernens besked ikke nået ned til læberne, da jeg trådte ud af badeværelset og hørte min mund løbe over som en tilstoppet køkkenvask, da den sagde:
- Sig mig, går du og taler med dig selv?
- Overhovedet ikke svarede den krigslystne morgenkåbe henne ved køkkenbordet.
- Jeg taler med katten.
Nu ved jeg ikke, hvad der er værst: At snakke med sig selv eller snakke med en kat, der aldrig hører efter, men mit hastigt opbyggede forsvarsværk brød sammen som et talebanstyre. Og jeg flygtede – ikke op i Tora Bora bjergene - men ind bag avisen, der fortalte, at samfundet i fremtiden vil få brug for det grå guld.
Mens jeg spekulerede over det problem, at jeg sagtens kan få øje på det grå. Men guldet? Jo i tænderne måske. En gang med tiden.
Nemlig når jeg:
- kommer i blød hat kategorien. Som kører med 40 i timen i fjerde gear og håndbremsen trukket. Mens jeg nede under kasketten mumler:
- Det er sådan nogle som ham, der er skyld i trafikulykkerne
om alle der overhaler.
- ender i målgruppen af mennesker, der er uden interesse for reklamebranchen og derfor henvist til selv at indhente oplysninger om firmaer, der laver rollatorer, bleer og brune snøresko.
- bliver henvist til den gruppe af danskere, der aldrig bliver udspurgt om deres kørekort, men nok om deres medicinkort.
Mens vi sidder i vores beskyttede boliger med dryppende næse og venter på, at vores voksne børn skal ringe. Hvad de aldrig gør. Hvorimod de sender deres egne børn hen til os for at tigge penge og cigaretter. Mens de driller katten og gør nar af vores Grundig-fjernsyn fra 1976.
Sad jeg og tænkte. Mens ordet det grå guld blev ved at hamre på hjerneskallen, som når politiet banker på døren til et klubværelse klokken fire om morgenen.
Derfor tog jeg en tung beslutning.
De skal få grå guld, skal de.
Jeg vil stå ved bussens stoppested med et vejrtrækning, som om nogle har glemt at kalke kaffemaskinen af. Når så bussens døre suges op, vil jeg i kampen om en siddeplads slå hærdebrede mænd over lårene med min stok.
Jeg vil sidde ved søndagsfrokosten og komme med dybt sårende bemærkninger om yngre familiemedlemmer. Især udæskende beretninger om deres pubertet og mislykkede kærlighedsforhold.
Jeg vil skrive til socialforvaltningen og klage over, at hjemmesygeplejerskerne har fået nye uniformer, så man ikke længere kan se deres trusser igennem stoffet.
Sådan vil det gå dem, når de nægter at grave det grå guld op og får det vekslet i tide.
Sagde jeg ud i rummet og bag avisen. Hvorefter min bedre halvdel sagde:
Sig mig: Sidder du og snakker med dig selv.
onsdag den 28. marts 2007
lørdag den 24. marts 2007
desperat dagbog
en chefredaktør mener - og så skal alle vi andre jo straks belemres med meningen - at en dagbog giver ro i sindet. At skrive dagbog er ensbetydende med mindre stress, styr på tankerne og mental udluftning.
Mente altså chefen, der er redaktør for et gratismagasin.
Så det kan hun jo sagtens sige. Vi er flere, der er henvist til at samles i reservater, hvor man føler sig presset til at tage sig betalt for arbejdet, og heri bunder meget stress. For det ragelse - altså vores arbejde - kan jo gøres billigere alle andre steder på jordkloden. Hvor folk har rådne tænder og drikker af samme hul, som de tisser i.
Så der sender man i disse år meget arbejde hen. Konceptet er udviklet og sofistikeret af mænd, der har sikret sig selv bonusordninger, der bestemt ikke er gratis, men på størrelse med CO2-udslippet over Mexico City. Mænd som har stået model for en trend indenfor herremoden, der får russiske soldater på march til at ligne spraglede hippier. Og som måske netop derfor er bedst tjent med at glide i med tapetet.
Skulle de endelig få behov for mental udluftning kan de jo skrive i deres dagbog.
Mente altså chefen, der er redaktør for et gratismagasin.
Så det kan hun jo sagtens sige. Vi er flere, der er henvist til at samles i reservater, hvor man føler sig presset til at tage sig betalt for arbejdet, og heri bunder meget stress. For det ragelse - altså vores arbejde - kan jo gøres billigere alle andre steder på jordkloden. Hvor folk har rådne tænder og drikker af samme hul, som de tisser i.
Så der sender man i disse år meget arbejde hen. Konceptet er udviklet og sofistikeret af mænd, der har sikret sig selv bonusordninger, der bestemt ikke er gratis, men på størrelse med CO2-udslippet over Mexico City. Mænd som har stået model for en trend indenfor herremoden, der får russiske soldater på march til at ligne spraglede hippier. Og som måske netop derfor er bedst tjent med at glide i med tapetet.
Skulle de endelig få behov for mental udluftning kan de jo skrive i deres dagbog.
torsdag den 15. marts 2007
Er det nu, vi skal være praktiske?
Når solen titter frem, springer handyman ud. Ligesom Clark Kent farer ind i nærmeste telefonboks og river det grå jakkesæt af for at blotte Supermans blå trikot, når verdensfreden trues af galaktiske slyngler – således farer handyman ind i soveværelset og henter sine Kansas-bukser frem fra skabet.
Han misser med øjnene op mod solen. Fortrænger de lange vinterdage, hvor konen tvang ham til at gå med på kunstudstillinger og skruede ind på P1, selv om han sad lige i stuen og slet ikke var forberedt på sådan noget frækt noget.
Men nu. Nu slår hjertet i hans bryst. Som en indre klaphammer.
Handymans tid er kommet. Nu er ydmygelserne slut. Glemt er en kold tid med kronikker og gymnastikopvisninger for mor og barn hold. Nu kan han endelig kravle rundt et eller andet perifert sted i huset med søm i munden og sige mhhhhhh, hver gang hustruen forsøger at få ham til at forholde sig noget andet end den udestue, han er ved at bygge.
Som familien slet ikke har brug for, fordi varmeregningen bliver alt for høj. Men det er ligegyldigt. Det er slet ikke det, det handler om, når handyman springer ud på årets første forårsdag og terroriserer sine naboer og undergraver kommunens støjmålinger med motorsav, plæneklipper, kantklipper, fræser, højtryksrenser og hæksaks.
Det handler mærkeligt nok om at få fred. For kvinder og børn og spørgsmål og overvejelser. Og filosofi og eftertanke og den slags.
Af samme grund gribes handyman af uro, når weekenden truer. Fra mandag til fredag kan han gemme sig på arbejdspladsen i 175 timer, og hvis han taler længe nok for sin syge moster, kan han måske overtale sin arbejdsgiver til at give ham weekendarbejde, en sovepose og noget pulverkaffe.
Men hvis ikke - hvad så?
Så har handyman sit krisecenter: Byggemarkedet. På byggemarkedets parkeringsplads triller en hær af biler med trailere ind hver lørdag formiddag. Fyldt med fortvivlede mænd, der bærer bannere med slagordene: ”Fri os fra det onde – giv os en spånplade”. Hvorefter de taktfast marcherer ind i byggemarkedet iført træsko uden hæl, dynejakker og tennissokker.
Allerede indenfor dørene virker terapien. Rigtige handymen slapper mere af. Går rundt og hilser håndværkeragtigt på hinanden. Sådan et let vink med hånden, der skal sige: Her kommer jeg jævnligt. Jeg er blandt venner.
Når formaliteterne er overstået, bliver det farligt. Sensuelt. Dristigt og grænseoverskridende. Som var de på besøg i en sidegadebiograf med videokabiner, stiller alle handymændene sig op foran hylderne. Dem med søm og skruer. Og galvaniserede beslag. Og så sker der noget, som kvinder næppe forstår. Der kommer et sug og et kick.
Til gengæld ved kvinderne, hvad de får: En gladere mand. En tilfreds og fløjtende mand. Der kommer hjem med fire waterpas, fordi de lå i kassen med blandet værktøj - 20 kroner.
Så fungerer virkeligheden igen. Nationen er fuld af stemmeberettigede individer, der går rundt og waterpasser deres dørkarme. Weekenden er reddet.
Han misser med øjnene op mod solen. Fortrænger de lange vinterdage, hvor konen tvang ham til at gå med på kunstudstillinger og skruede ind på P1, selv om han sad lige i stuen og slet ikke var forberedt på sådan noget frækt noget.
Men nu. Nu slår hjertet i hans bryst. Som en indre klaphammer.
Handymans tid er kommet. Nu er ydmygelserne slut. Glemt er en kold tid med kronikker og gymnastikopvisninger for mor og barn hold. Nu kan han endelig kravle rundt et eller andet perifert sted i huset med søm i munden og sige mhhhhhh, hver gang hustruen forsøger at få ham til at forholde sig noget andet end den udestue, han er ved at bygge.
Som familien slet ikke har brug for, fordi varmeregningen bliver alt for høj. Men det er ligegyldigt. Det er slet ikke det, det handler om, når handyman springer ud på årets første forårsdag og terroriserer sine naboer og undergraver kommunens støjmålinger med motorsav, plæneklipper, kantklipper, fræser, højtryksrenser og hæksaks.
Det handler mærkeligt nok om at få fred. For kvinder og børn og spørgsmål og overvejelser. Og filosofi og eftertanke og den slags.
Af samme grund gribes handyman af uro, når weekenden truer. Fra mandag til fredag kan han gemme sig på arbejdspladsen i 175 timer, og hvis han taler længe nok for sin syge moster, kan han måske overtale sin arbejdsgiver til at give ham weekendarbejde, en sovepose og noget pulverkaffe.
Men hvis ikke - hvad så?
Så har handyman sit krisecenter: Byggemarkedet. På byggemarkedets parkeringsplads triller en hær af biler med trailere ind hver lørdag formiddag. Fyldt med fortvivlede mænd, der bærer bannere med slagordene: ”Fri os fra det onde – giv os en spånplade”. Hvorefter de taktfast marcherer ind i byggemarkedet iført træsko uden hæl, dynejakker og tennissokker.
Allerede indenfor dørene virker terapien. Rigtige handymen slapper mere af. Går rundt og hilser håndværkeragtigt på hinanden. Sådan et let vink med hånden, der skal sige: Her kommer jeg jævnligt. Jeg er blandt venner.
Når formaliteterne er overstået, bliver det farligt. Sensuelt. Dristigt og grænseoverskridende. Som var de på besøg i en sidegadebiograf med videokabiner, stiller alle handymændene sig op foran hylderne. Dem med søm og skruer. Og galvaniserede beslag. Og så sker der noget, som kvinder næppe forstår. Der kommer et sug og et kick.
Til gengæld ved kvinderne, hvad de får: En gladere mand. En tilfreds og fløjtende mand. Der kommer hjem med fire waterpas, fordi de lå i kassen med blandet værktøj - 20 kroner.
Så fungerer virkeligheden igen. Nationen er fuld af stemmeberettigede individer, der går rundt og waterpasser deres dørkarme. Weekenden er reddet.
tirsdag den 13. marts 2007
Mænd i kvindetøj
Forleden skrev en avis om en undersøgelse, der afslørede, at kvinder klæder mænd på. Med andre ord bestemmer de fleste gifte kvinder, hvad manden har på af tøj og sko, hvordan han er klippet, og hvornår han skal klippes igen. Det fremgik ikke af undersøgelsen, om kvinderne også giver ham en vitaminpille hver morgen og tørrer ham om næsen.
Undersøgelsen vil formentlig give forskellige reaktioner. De fleste mænd vil hævde, at de er ligeglade med at kvinder klæder dem på, bare de kan få lov at klæde kvinder af. Nogle kvinder vil forsvare sig med, at deres indgriben er nødvendig, fordi manden i deres liv ellers begynder at gå rundt i netundertrøje og klippe tånegle i stuen, mens han ser Eurosport og spiser ostepops. Det er de kvinder for hvem familien er et fotoalbum, der kun rummer vellykkede billeder. Altså ingen røde kaninøjne og beskidte barneundertrøjer her. Derfor er deres livs ulykke også at komme til fest med manden og først i garderoben opdage, at han har små hår stikkende ud af næsen. Eller se deres barn spise en af sine egne bussemænd.
Andre kvinder vil hævde, at de da så sandelig er ligeglad med hannens påklædning. Men det er kun, til han begynder at gå rundt med sin gamle Tuborg byggede denne krop T-shirt. Så kommer der andre knapper på skjorten.
Endelig er der de kvinder, som livet har givet en bitter belæring om mænds inderste væsen, der minder om et ulykkeligt eventyr:
Hun ser en frø, tager den op, kysser den og ser den blive til en smuk prins. Hun flytter sammen med prinsen. Men kun for at opdage, at der en dag igen sidder en stor frø i lædersofaen og siger ikke et kvæk foran tv-avisen. Derfor er så mange kvinder klædt på til at klæde manden på.
Men findes der ikke mænd, der blander sig i konens tøjvalg?
Og findes der ikke kvinder, der oprigtigt kan holde fingrene for sig selv. Og lader ham gå rundt med baseballkasket på i stuen, mens han siger ”så er den ged vist barberet”, hver gang han har støvsuget.
Til det sidste: Ubetinget nej. Kvinders eneste fascination af mænd består i tanken om, at de kan lave dem om.
Til det første: Jo. Nemlig de mænd, der hver december stormer stormagasinerne for at købe en bh i D-skål og et par røde tanga-trusser, som selv en 13-årig vil have problemer med at klemme sig ned i. Hvorefter de samme mænd sidder juleaften og ligner en liter glemt kærnemælk, når konen meddeler, at de skal byttes til fordel for et par hvide bomuldsunderbukser med potentiel slap elastik. Fordi mænd ikke kan se, at kvinden i deres liv ikke er en størrelse S for small, men B for buttet og med bryster som melsække eller brugte kaffeposer.
Det kommer der af ikke at blande sig til dagligt.
Undersøgelsen vil formentlig give forskellige reaktioner. De fleste mænd vil hævde, at de er ligeglade med at kvinder klæder dem på, bare de kan få lov at klæde kvinder af. Nogle kvinder vil forsvare sig med, at deres indgriben er nødvendig, fordi manden i deres liv ellers begynder at gå rundt i netundertrøje og klippe tånegle i stuen, mens han ser Eurosport og spiser ostepops. Det er de kvinder for hvem familien er et fotoalbum, der kun rummer vellykkede billeder. Altså ingen røde kaninøjne og beskidte barneundertrøjer her. Derfor er deres livs ulykke også at komme til fest med manden og først i garderoben opdage, at han har små hår stikkende ud af næsen. Eller se deres barn spise en af sine egne bussemænd.
Andre kvinder vil hævde, at de da så sandelig er ligeglad med hannens påklædning. Men det er kun, til han begynder at gå rundt med sin gamle Tuborg byggede denne krop T-shirt. Så kommer der andre knapper på skjorten.
Endelig er der de kvinder, som livet har givet en bitter belæring om mænds inderste væsen, der minder om et ulykkeligt eventyr:
Hun ser en frø, tager den op, kysser den og ser den blive til en smuk prins. Hun flytter sammen med prinsen. Men kun for at opdage, at der en dag igen sidder en stor frø i lædersofaen og siger ikke et kvæk foran tv-avisen. Derfor er så mange kvinder klædt på til at klæde manden på.
Men findes der ikke mænd, der blander sig i konens tøjvalg?
Og findes der ikke kvinder, der oprigtigt kan holde fingrene for sig selv. Og lader ham gå rundt med baseballkasket på i stuen, mens han siger ”så er den ged vist barberet”, hver gang han har støvsuget.
Til det sidste: Ubetinget nej. Kvinders eneste fascination af mænd består i tanken om, at de kan lave dem om.
Til det første: Jo. Nemlig de mænd, der hver december stormer stormagasinerne for at købe en bh i D-skål og et par røde tanga-trusser, som selv en 13-årig vil have problemer med at klemme sig ned i. Hvorefter de samme mænd sidder juleaften og ligner en liter glemt kærnemælk, når konen meddeler, at de skal byttes til fordel for et par hvide bomuldsunderbukser med potentiel slap elastik. Fordi mænd ikke kan se, at kvinden i deres liv ikke er en størrelse S for small, men B for buttet og med bryster som melsække eller brugte kaffeposer.
Det kommer der af ikke at blande sig til dagligt.
Had til hunde
Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg bryder mig ikke om hunde.
Jeg ved godt, det er dumt at fyre sådan noget af. At sige offentligt at der er dyr, man ikke kan lide, svarer til at møde op til en børnefødselsdag med lemmet ude af bukserne. Men sådan er det. Kommer jeg gående ned ad fortovet og ser en person på 20 meters afstand med en hund i snor, begynder jeg at opføre mig som vinderen af DM i latinsk dans for spastikere. Mit blodtryk tager hjelm, reb og sømbeslåede støvler på og begynder at kravle op ad en stejl klippe. Mine armhuler begynder at dryppe som en urskov i regntiden. Når hele beredskabet er på plads, bevæger jeg mig over gaden til det modsatte fortov med en gangart, der vil gøre John Cleese bleg af misundelse.
På dette tidspunkt vil nogle, især midaldrende kvinder, der har læst psykologi på aftenskole, prikke mig på skulderen og med en ånde, der er tung af kamillete, sige ind i ansigtet på mig, at min opførsel bunder i dårlige oplevelser i barndommen. Men jeg ved, det er forkert. Derimod har jeg en fæl mistanke om, at mit had til hunde har rod i en landsby af den slags, der kun bliver omtalt i tv-nyhederne, hvis en eller anden skyder hovedet af naboen med en pumpgun.
Jeg var som nyslået journalistspire på vej op ad havegangen til et hus, som selv Låsby-Svendsen ville skamme sig over at sætte til salg. Da jeg bankede på døren, begyndte denne at hamre og bule ud, og inde bag ved kunne man høre en lyd, de fleste vil forbinde med løvehulen i ZOO - før spisetid. Brevsprækken klaprede som løse blikplader i stormvejr. Og bagved det hele lød en stemme af den slags, der altid vil dumpe til mundtlig eksamen i telemarketing:
- Kom bare ind. Han gør ikke noget.
Så jeg åbnede døren, der kun slap 30 centimeter ud fra karmen, da en mund på størrelse med noget, jeg kunne huske fra ”Dødens Gab” sprang op og bed sig fast i mit ærme. Med tænder på størrelse med knækkede farvekridt.
Nu havde jeg en læderjakke på af den slags, der koster en hel kvægfarm livet, men den sorte schæfer, der var den stolte ejer af tænderne, efterlod et par huller i ærmet, som Dracula ikke kunne have afleveret med større præcision.
- Hvis han gør sådan, når han ikke gør noget, hvad gør han så, når han gør noget, pustede jeg. Med tanke på en god historie. Jeg så i ånden 25 afhuggede postbude-fingre, der hang som strittende trofæer inde over pejsen.
- Øhm, det der plejer han sgu da aldrig at gøre, sagde ejeren, en Cecil-hostende, midaldrende mand i undertrøje og baseballkasket, hvor der stod ”Arnes Auto” på. Han sagde det på samme måde, som når en mand i morgenkåbe konstaterer, at posten er forsinket.
- Go’ hund fortsatte kasketten og klappede monstret, så der stod et luftangreb af hundehår op i luften.
Vi gik ind i stuen, der lignede en bomberamt skyttegrav.
- Sid ned kommanderede manden.
Ikke af hunden, men mig, så jeg faldt ned i en sofa, der var syet sammen af syntetiske halvfjerdser-tern og bremsesporsagtige mærker fra tabte cigaretter. Og hvor man kunne høre støvmiderne diskuterer datoen for næste folkemøde.
Så skete det, jeg hader mest ved hunde:
Dyret kom hen og snuste mig i skridtet.
Med en snude så stor som Fedtmules. Og en lugt ud af munden som et polsk herretoilet.
Så sad jeg dér og smilede som Pia Kjærsgaard, og mine bukser og strømper begyndte at ligne et badeforhæng. Mens jeg sad og funderede over årsagen til, at jeg var kommet ud til netundertrøjen på Tabervej nummer lort.
Jo, politiet var efter ham - og kommunen også. De påstod, at hans hund var til fare for omgivelserne. Og det ville han da gerne klage til avisen over.
Hostede munden inde under kasketten.
Der også mente, at alle hans naboer var hundehadere, der burde hænges ud i avisen.
- Kan du ikke bare få nogle guldfisk i stedet, sagde jeg.
Og samlede benene. Mens jeg for længst havde opgivet historien, der kun kunne præsenteres under overskriften: Social taber pudser varulv på omgivelserne. Med under-overskriften: Naboerne: Vi hader også hans kasket.
- Jamen, men hvad med ham der, spurgte undertrøjen.
Og så kærligt ned på Frankensteins kæledyr.
- Prøv at bide ham i benet.
Jeg ved godt, det er dumt at fyre sådan noget af. At sige offentligt at der er dyr, man ikke kan lide, svarer til at møde op til en børnefødselsdag med lemmet ude af bukserne. Men sådan er det. Kommer jeg gående ned ad fortovet og ser en person på 20 meters afstand med en hund i snor, begynder jeg at opføre mig som vinderen af DM i latinsk dans for spastikere. Mit blodtryk tager hjelm, reb og sømbeslåede støvler på og begynder at kravle op ad en stejl klippe. Mine armhuler begynder at dryppe som en urskov i regntiden. Når hele beredskabet er på plads, bevæger jeg mig over gaden til det modsatte fortov med en gangart, der vil gøre John Cleese bleg af misundelse.
På dette tidspunkt vil nogle, især midaldrende kvinder, der har læst psykologi på aftenskole, prikke mig på skulderen og med en ånde, der er tung af kamillete, sige ind i ansigtet på mig, at min opførsel bunder i dårlige oplevelser i barndommen. Men jeg ved, det er forkert. Derimod har jeg en fæl mistanke om, at mit had til hunde har rod i en landsby af den slags, der kun bliver omtalt i tv-nyhederne, hvis en eller anden skyder hovedet af naboen med en pumpgun.
Jeg var som nyslået journalistspire på vej op ad havegangen til et hus, som selv Låsby-Svendsen ville skamme sig over at sætte til salg. Da jeg bankede på døren, begyndte denne at hamre og bule ud, og inde bag ved kunne man høre en lyd, de fleste vil forbinde med løvehulen i ZOO - før spisetid. Brevsprækken klaprede som løse blikplader i stormvejr. Og bagved det hele lød en stemme af den slags, der altid vil dumpe til mundtlig eksamen i telemarketing:
- Kom bare ind. Han gør ikke noget.
Så jeg åbnede døren, der kun slap 30 centimeter ud fra karmen, da en mund på størrelse med noget, jeg kunne huske fra ”Dødens Gab” sprang op og bed sig fast i mit ærme. Med tænder på størrelse med knækkede farvekridt.
Nu havde jeg en læderjakke på af den slags, der koster en hel kvægfarm livet, men den sorte schæfer, der var den stolte ejer af tænderne, efterlod et par huller i ærmet, som Dracula ikke kunne have afleveret med større præcision.
- Hvis han gør sådan, når han ikke gør noget, hvad gør han så, når han gør noget, pustede jeg. Med tanke på en god historie. Jeg så i ånden 25 afhuggede postbude-fingre, der hang som strittende trofæer inde over pejsen.
- Øhm, det der plejer han sgu da aldrig at gøre, sagde ejeren, en Cecil-hostende, midaldrende mand i undertrøje og baseballkasket, hvor der stod ”Arnes Auto” på. Han sagde det på samme måde, som når en mand i morgenkåbe konstaterer, at posten er forsinket.
- Go’ hund fortsatte kasketten og klappede monstret, så der stod et luftangreb af hundehår op i luften.
Vi gik ind i stuen, der lignede en bomberamt skyttegrav.
- Sid ned kommanderede manden.
Ikke af hunden, men mig, så jeg faldt ned i en sofa, der var syet sammen af syntetiske halvfjerdser-tern og bremsesporsagtige mærker fra tabte cigaretter. Og hvor man kunne høre støvmiderne diskuterer datoen for næste folkemøde.
Så skete det, jeg hader mest ved hunde:
Dyret kom hen og snuste mig i skridtet.
Med en snude så stor som Fedtmules. Og en lugt ud af munden som et polsk herretoilet.
Så sad jeg dér og smilede som Pia Kjærsgaard, og mine bukser og strømper begyndte at ligne et badeforhæng. Mens jeg sad og funderede over årsagen til, at jeg var kommet ud til netundertrøjen på Tabervej nummer lort.
Jo, politiet var efter ham - og kommunen også. De påstod, at hans hund var til fare for omgivelserne. Og det ville han da gerne klage til avisen over.
Hostede munden inde under kasketten.
Der også mente, at alle hans naboer var hundehadere, der burde hænges ud i avisen.
- Kan du ikke bare få nogle guldfisk i stedet, sagde jeg.
Og samlede benene. Mens jeg for længst havde opgivet historien, der kun kunne præsenteres under overskriften: Social taber pudser varulv på omgivelserne. Med under-overskriften: Naboerne: Vi hader også hans kasket.
- Jamen, men hvad med ham der, spurgte undertrøjen.
Og så kærligt ned på Frankensteins kæledyr.
- Prøv at bide ham i benet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
