Er det nu, vi skal være praktiske?

Når solen titter frem, springer handyman ud. Ligesom Clark Kent farer ind i nærmeste telefonboks og river det grå jakkesæt af for at blotte Supermans blå trikot, når verdensfreden trues af galaktiske slyngler – således farer handyman ind i soveværelset og henter sine Kansas-bukser frem fra skabet.
Han misser med øjnene op mod solen. Fortrænger de lange vinterdage, hvor konen tvang ham til at gå med på kunstudstillinger og skruede ind på P1, selv om han sad lige i stuen og slet ikke var forberedt på sådan noget frækt noget.
Men nu. Nu slår hjertet i hans bryst. Som en indre klaphammer.
Handymans tid er kommet. Nu er ydmygelserne slut. Glemt er en kold tid med kronikker og gymnastikopvisninger for mor og barn hold. Nu kan han endelig kravle rundt et eller andet perifert sted i huset med søm i munden og sige mhhhhhh, hver gang hustruen forsøger at få ham til at forholde sig noget andet end den udestue, han er ved at bygge.
Som familien slet ikke har brug for, fordi varmeregningen bliver alt for høj. Men det er ligegyldigt. Det er slet ikke det, det handler om, når handyman springer ud på årets første forårsdag og terroriserer sine naboer og undergraver kommunens støjmålinger med motorsav, plæneklipper, kantklipper, fræser, højtryksrenser og hæksaks.
Det handler mærkeligt nok om at få fred. For kvinder og børn og spørgsmål og overvejelser. Og filosofi og eftertanke og den slags.
Af samme grund gribes handyman af uro, når weekenden truer. Fra mandag til fredag kan han gemme sig på arbejdspladsen i 175 timer, og hvis han taler længe nok for sin syge moster, kan han måske overtale sin arbejdsgiver til at give ham weekendarbejde, en sovepose og noget pulverkaffe.
Men hvis ikke - hvad så?
Så har handyman sit krisecenter: Byggemarkedet. På byggemarkedets parkeringsplads triller en hær af biler med trailere ind hver lørdag formiddag. Fyldt med fortvivlede mænd, der bærer bannere med slagordene: ”Fri os fra det onde – giv os en spånplade”. Hvorefter de taktfast marcherer ind i byggemarkedet iført træsko uden hæl, dynejakker og tennissokker.
Allerede indenfor dørene virker terapien. Rigtige handymen slapper mere af. Går rundt og hilser håndværkeragtigt på hinanden. Sådan et let vink med hånden, der skal sige: Her kommer jeg jævnligt. Jeg er blandt venner.
Når formaliteterne er overstået, bliver det farligt. Sensuelt. Dristigt og grænseoverskridende. Som var de på besøg i en sidegadebiograf med videokabiner, stiller alle handymændene sig op foran hylderne. Dem med søm og skruer. Og galvaniserede beslag. Og så sker der noget, som kvinder næppe forstår. Der kommer et sug og et kick.
Til gengæld ved kvinderne, hvad de får: En gladere mand. En tilfreds og fløjtende mand. Der kommer hjem med fire waterpas, fordi de lå i kassen med blandet værktøj - 20 kroner.
Så fungerer virkeligheden igen. Nationen er fuld af stemmeberettigede individer, der går rundt og waterpasser deres dørkarme. Weekenden er reddet.