Had til hunde

Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg bryder mig ikke om hunde.
Jeg ved godt, det er dumt at fyre sådan noget af. At sige offentligt at der er dyr, man ikke kan lide, svarer til at møde op til en børnefødselsdag med lemmet ude af bukserne. Men sådan er det. Kommer jeg gående ned ad fortovet og ser en person på 20 meters afstand med en hund i snor, begynder jeg at opføre mig som vinderen af DM i latinsk dans for spastikere. Mit blodtryk tager hjelm, reb og sømbeslåede støvler på og begynder at kravle op ad en stejl klippe. Mine armhuler begynder at dryppe som en urskov i regntiden. Når hele beredskabet er på plads, bevæger jeg mig over gaden til det modsatte fortov med en gangart, der vil gøre John Cleese bleg af misundelse.
På dette tidspunkt vil nogle, især midaldrende kvinder, der har læst psykologi på aftenskole, prikke mig på skulderen og med en ånde, der er tung af kamillete, sige ind i ansigtet på mig, at min opførsel bunder i dårlige oplevelser i barndommen. Men jeg ved, det er forkert. Derimod har jeg en fæl mistanke om, at mit had til hunde har rod i en landsby af den slags, der kun bliver omtalt i tv-nyhederne, hvis en eller anden skyder hovedet af naboen med en pumpgun.
Jeg var som nyslået journalistspire på vej op ad havegangen til et hus, som selv Låsby-Svendsen ville skamme sig over at sætte til salg. Da jeg bankede på døren, begyndte denne at hamre og bule ud, og inde bag ved kunne man høre en lyd, de fleste vil forbinde med løvehulen i ZOO - før spisetid. Brevsprækken klaprede som løse blikplader i stormvejr. Og bagved det hele lød en stemme af den slags, der altid vil dumpe til mundtlig eksamen i telemarketing:
- Kom bare ind. Han gør ikke noget.
Så jeg åbnede døren, der kun slap 30 centimeter ud fra karmen, da en mund på størrelse med noget, jeg kunne huske fra ”Dødens Gab” sprang op og bed sig fast i mit ærme. Med tænder på størrelse med knækkede farvekridt.
Nu havde jeg en læderjakke på af den slags, der koster en hel kvægfarm livet, men den sorte schæfer, der var den stolte ejer af tænderne, efterlod et par huller i ærmet, som Dracula ikke kunne have afleveret med større præcision.
­- Hvis han gør sådan, når han ikke gør noget, hvad gør han så, når han gør noget, pustede jeg. Med tanke på en god historie. Jeg så i ånden 25 afhuggede postbude-fingre, der hang som strittende trofæer inde over pejsen.
- Øhm, det der plejer han sgu da aldrig at gøre, sagde ejeren, en Cecil-hostende, midaldrende mand i undertrøje og baseballkasket, hvor der stod ”Arnes Auto” på. Han sagde det på samme måde, som når en mand i morgenkåbe konstaterer, at posten er forsinket.
- Go’ hund fortsatte kasketten og klappede monstret, så der stod et luftangreb af hundehår op i luften.
Vi gik ind i stuen, der lignede en bomberamt skyttegrav.
- Sid ned kommanderede manden.
Ikke af hunden, men mig, så jeg faldt ned i en sofa, der var syet sammen af syntetiske halvfjerdser-tern og bremsesporsagtige mærker fra tabte cigaretter. Og hvor man kunne høre støvmiderne diskuterer datoen for næste folkemøde.
Så skete det, jeg hader mest ved hunde:
Dyret kom hen og snuste mig i skridtet.
Med en snude så stor som Fedtmules. Og en lugt ud af munden som et polsk herretoilet.
Så sad jeg dér og smilede som Pia Kjærsgaard, og mine bukser og strømper begyndte at ligne et badeforhæng. Mens jeg sad og funderede over årsagen til, at jeg var kommet ud til netundertrøjen på Tabervej nummer lort.
Jo, politiet var efter ham - og kommunen også. De påstod, at hans hund var til fare for omgivelserne. Og det ville han da gerne klage til avisen over.
Hostede munden inde under kasketten.
Der også mente, at alle hans naboer var hundehadere, der burde hænges ud i avisen.
- Kan du ikke bare få nogle guldfisk i stedet, sagde jeg.
Og samlede benene. Mens jeg for længst havde opgivet historien, der kun kunne præsenteres under overskriften: Social taber pudser varulv på omgivelserne. Med under-overskriften: Naboerne: Vi hader også hans kasket.
- Jamen, men hvad med ham der, spurgte undertrøjen.
Og så kærligt ned på Frankensteins kæledyr.
- Prøv at bide ham i benet.