Jeg hader fødselsdage

Jeg kan lige så godt pakke ud og tilstå: Jeg bryder mig ikke særligt meget om fødselsdage.
Heller ikke selv om folk er holdt op med at komme med lagkager med lys, som jeg skal puste ud. Dengang, det stadig var aktuelt, syntes jeg i det mindste, at det var sjovt. I dag ville der komme lidt ligbrænding over det.
I stedet for lagkager kommer folk med bedagede gaver. Belgisk øl og biografier om Kierkegaard. Vedhæftet et gavekort med usynlig tekst:
»Tillykke Gammelnok, her er noget, du kan fordybe dig i her i dit livs efterår«.
Folk er ufølsomme. Desværre er jeg for velopdragen til at ringe rundt fra min musegrå drejeskivetelefon til hele omgangskredsen og med skinger stemme forsikre, at jeg skrækkeligt ønsker mig en hættebluse. Gerne en med Motör-heads logo på. Plus en skifteramme med et billede af Paris Hilton på bytur.
Som sagt: Det gør jeg ikke. Resultat: Horisonten tordner derude med to flasker »Fynsk Forår« fra Ørbæk Bryggeri og en plade med Annedorte Michelsen. Som jeg ikke en gang kan gå i gaderne med og høre på min MP3-afspiller af bar skræk for, at folk skal tro, det er et høreapparat.
Nu er egen fødselsdag én ting. Man kan skjule sig for den. Fortælle Gud og hvermand at man »er bortrejst på dagen« og så sidde bag nedrullede gardiner og se film på TCM.
Andres fødselsdag – det er noget lidt andet. Bevares, lige så tragiske. Man dukker op for at mure folks liv inde i langstilkede vinglas og forudsigelighed, når man står i sko, der klemmer, og giver dem en ja-den-kan-jo-byttes-gave. Og kun står der fordi man har glemt at bestille varer hjem til hjernens lager for hvide, sorte og livsnødvendige løgne og derfor ikke har meldt afbud.
Og måske især fordi man kender konsekvensen af bare at blive væk. Nemlig at resten af selskabet på et eller andet tidspunkt kommer frem til, at:
– Han har s’gu nok glemt det, den gamle.