Hvordan overlevede vi uden?

Jeg kan blive ved at undre mig over alle de ting, man med tiden finder ud af, man ikke kan leve uden. Faktisk er det et under, at jeg selv har overlevet min barndom, der, kan jeg godt se nu, har været en ørkenvandring gennem alvorlige afsavn. Og hvis jeg vil have endnu større perspektiv på, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
– Helt ærligt: Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget tv?
– Sad og kiggede ind i væggen i stedet, når vi ikke gik rundt og slog hinanden bagi med boldtræ.
Og sådan er det med det hele: Hvordan kom vi rundt uden bil? (for sent, på cykel, i regnvejr og modvind). Hvordan kom vi hurtigt i kontakt med hinanden uden e-mail? (det gjorde vi heller ikke og sikke en fred). Og hvordan vidste forældre, hvor deres børn var uden mobil (det anede de heller ikke en bjælde om, og det er vi mange, der er glade for. Det har skabt en masse kreative mennesker, at de i sin tid fik lov at smadre gamle tv-apparater på lossepladsen og skyde rotter med luftgevær, uden at nogen blandede sig eller tilbød krisepsykologi.)
Så måske var det ikke så skidt. Og én ting havde de åbenbart i gamle dage, som vi ikke har i dag: Tid. Oldefar arbejdede i 50-60 timer og havde alligevel tid til banke både kone og den børnefolk, der voksede som hullet i hans sok, ligesom han havde tid til kolonihave og til at være fanebærer i sangforeningen Morgenrøden. I dag arbejder vi i 37 timer og har fire gange så meget ferie, men har dårligt tid til at hente vores 1,7 barn fra børnehaven.
Men alt det, vi ikke kan leve foruden, skal selvfølgelig også passes.