Kollektiv krængen ud

Jeg har lige læst i en avis, at vi lever i et krænge-ud samfund. Jeg blev helt glad, for jeg kom i tanke om den her aktion bare bryster ovre i DGI-byen. Men det var ikke sådan, det skulle forstås.
Krænge-ud samfundet er det, der dukker op, når man tænder for sit tv i primetime, og her kan opleve den danske sang som en ung blod pige. Hun går bare ikke og nynner i Danmarks hus. Nej, hun krænger hele sin sjæl ud og synger pop i vilden sky, går i knæ og bøjer barmen så meget forover at seerne tror, hun har tre knæ. Måske burde det hedde screamtime.
Bagefter får amatørsangerinden dårlige karakterer af et dommerpanel og kalder næste dag den ene dommer for et skaldet fedtæg i en avis.
Så krænge ud-samfund, jo. Vi stikker ikke noget under stolen. På Facebook og Myspace kan vi udstille os selv med skulder-bumser og kiksede skjorteflipper. Og vi kan demonstrere dumheder, der vil få Jackass til at ligne en bulgarsk dokumentarfilm. Vi er inderlige og hudløse og har et behov på størrelse med Putins ego for at vise. . hvad? Åbenbart meget ofte vores uformåenhed og hjælpeløshed. Vi ammer terapi og vil have krisehjælp, når bunden går ud af Netto-posen, eller fordi vi ikke blev castet til »Hjernedød for en Aften«. Eller endnu værre: Vi blev faktisk castet og bagefter stemt hjem af 13-årige, der er de hurtigste på SMS. Og så hurtige at de kan nå at føje endnu en SMS til: »Du er skod og så tykhovedet, at du ligner en tilskuer fra Rickie Lake–show«.
Måske burde vi overveje at stikke piben ind frem for at krænge sjælen ud. Og finde bare en lille smule værdighed frem.