Vil vil se beviser for dumheden

Hvad har Søren Kierkegaard og Desmond Tutu til fælles? Jo, de er kendte. Men de er også fælles om noget andet, som vi ikke vidste, de var fælles om. De var/er ikke ret kløgtige.
En dansk professor fra Århus har sammen med en engelsk kollega forsket sig frem til, at religiøse mennesker ikke er så intelligente som ikke-religiøse mennesker. Søren Kierkegaard var særdeles religiøs, og det samme må man sige om Desmond Tutu, så de nævnte herrer er altså ikke videre skarpe oveni hatten. Ta' den.
Den danske forsker, der har deltaget i undersøgelsen, har en passion for intelligens. Han har tidligere fundet ud af, at mænd er kløgtigere end kvinder, og at de sorte heller ikke hører til de hurtigste knallerter på havnen. Og med hans bidrag til den seneste intelligens-epos må vi konkludere:
Styringen af verden har det bedst i hænderne på hvide mænd. Det var det segment, der opfandt strækmarchen, brintbomben samt hjemmesko med Garfield-motiver, så det hele lyder ret overbevisende. Hvis de herskende altså er ateister og kan sætte eventuelt vanvid på formel. Og ikke bare undskylde sig med tro. Må vi lige være fri. Vi vil se beviser.

Muslim, lad være at drille Gugge. . .

Et af mine store skrækscenarier i selskabslivet er at komme ud til et af de her arrangementer med hvidvin, pindemadder og sko, der klemmer – og som kan være anstrengende nok i sig selv – og risikere at rende ind i mennesker, der fortæller, at de lige har døbt deres barn Gilbert.
Hvad i al verden siger man til dem?
Ifølge nærværende avis er der ikke grænser for forældres fantasi, når barnet skal navngives, men for lige at tage toppen af de værste udskejelser har myndighederne oprettet Familiestyrelsen, der skal godkende navne. Her er de nogle liberale og rare mennesker, så landets pædagoger kan i fremtiden høre sig selv brøle ud i rød stue:
– Muslim, lad være at drille Gugge. Ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Piv og Slim.
Alle navne er nemlig godkendte.
Det samme er Rejer, og det er jo en guldgrube for morsomme idrætslærere i skolen:
– Kan du humme dig, Rejer.
Muslim kan man også hedde. Det kunne godt give mumlen på kirkebænkene:
– Jeg døber dig muslim . . .
Nu vi er i den boldgade, så er Jihad også et legalt drengenavn, selv om han nok får problemer med visumansøgningen til USA.
Hvad er meningen med al den fantasi? Ifølge en navneforsker er forklaringen, at alle vil være helt specielle og enestående. Så er spørgsmålet om ikke det går med de unikke børn som med alle de andre unikke valg, vi traf: Vi endte med det samme HTH køkken og den sammen Berlingo. Nu ender vi med den samme Bimmer og Dutter. Og Jihad.

Mænd er til dimser, piger til tingeltangel

Har De nogensinde hørt om et dimseblad? Formentlig ikke, men det er er et blad for mænd, der har opdaget, at de alligevel ikke er manden, der har alt, og nu arbejder på sagen.
Dimseblade koster en halv Ipod og indeholder artikler, der er skjulte reklamer for ting, der kan lyse, bippe, bruge batterier og har navne som Bim Bam Banana.
Nu lyder det ikke særligt maskulint at sige dimseblad, faktisk kan man godt få et indre billede af løse håndled og lyserøde slimlineskjorter. Det går ikke an, når man tilhører det køn, der får lavet maoriagtige tatoveringer i nakken, så man kan stå i køen henne i Fakta og ligne en bulgarsk vægtløfter.
I stedet for dimser siger mænd derfor gadgets. Det er engelsk og betyder det samme, men den angloamerikanske forklædning kaster et skær af testosteron over dimserne. Ja, hvis dimsen er stor nok og bruger tilstrækkeligt med strøm kommer der ligefrem lidt Irak-krig over det.
Gadgets er udpræget en di-sciplin for mænd. Kvinder vil efter et hastigt blik i et dimseblad bruge ordet »ragelse, og det skal i hvert fald ikke ligge fremme i stuen«.
Selv foretrækker kvinder accessories. Det er bånd, bælter, ringe og kæder, som kvinder tager på for at ligne et juletræ og sige som en vindharpe. Mænd vil med et hastigt blik på accessories tænke: Tingeltangel, men de tør ikke sige det højt. Det stærke køn gemmer sig bag manualen til den nye popcorn gourmet, der laver popcorn på tre minutter. Det er maskulint. Anvendeligt. Rationelt. Altså lige bortset fra at det tager tre arbejdsdage at gøre dimsen ren.

Takt og ringetone

Emma Gad (1852-1921) var kvinden, der skrev en bog om, hvordan danskerne kunne gøre deres dagligliv indviklet som en gryde kogt spaghetti. Den vildeste stamme i Amazoneområdet ville blegne, hvis den havde hørt om alle de ritualer til hverdag og fest, som mænd, kvinder, børn og ældre skulle efterleve for kunne holde hinanden ud.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.