Muslim, lad være at drille Gugge. . .

Et af mine store skrækscenarier i selskabslivet er at komme ud til et af de her arrangementer med hvidvin, pindemadder og sko, der klemmer – og som kan være anstrengende nok i sig selv – og risikere at rende ind i mennesker, der fortæller, at de lige har døbt deres barn Gilbert.
Hvad i al verden siger man til dem?
Ifølge nærværende avis er der ikke grænser for forældres fantasi, når barnet skal navngives, men for lige at tage toppen af de værste udskejelser har myndighederne oprettet Familiestyrelsen, der skal godkende navne. Her er de nogle liberale og rare mennesker, så landets pædagoger kan i fremtiden høre sig selv brøle ud i rød stue:
– Muslim, lad være at drille Gugge. Ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Piv og Slim.
Alle navne er nemlig godkendte.
Det samme er Rejer, og det er jo en guldgrube for morsomme idrætslærere i skolen:
– Kan du humme dig, Rejer.
Muslim kan man også hedde. Det kunne godt give mumlen på kirkebænkene:
– Jeg døber dig muslim . . .
Nu vi er i den boldgade, så er Jihad også et legalt drengenavn, selv om han nok får problemer med visumansøgningen til USA.
Hvad er meningen med al den fantasi? Ifølge en navneforsker er forklaringen, at alle vil være helt specielle og enestående. Så er spørgsmålet om ikke det går med de unikke børn som med alle de andre unikke valg, vi traf: Vi endte med det samme HTH køkken og den sammen Berlingo. Nu ender vi med den samme Bimmer og Dutter. Og Jihad.