onsdag den 5. maj 2010

Kirkegården for de døde ord

En debattør foreslog forleden i en klumme, at vi fik en ord-kirkegård. Et sted hvor udtjente verber og navneord på deres trætte fødder og håbløst uforstået af deres samtid, kan vandre ind og lægge sig til hvile med et træt suk:
- Akke ja, herre Jemini. Min salighed.

Eller noget i den retning. Og så ville de udånde. Gå til de evige ordbøger og blive til døde begreber liggende i deres grave ved siden af busteholder og statsradiofoni.

Men debattøren mente, at flere ord burde traske ind på sprogets kirkegård. Selv foreslog han, der er præst, at ordet skamlæber bliver sendt ind til den evige hvile, for der er vel ikke noget at skamme sig over, påpegede han. Desværre foreslog han ingen alternativer. Jeg kan komme i tanke om et par stykker, men de egner sig ikke til at komme på tryk - men grundlæggende er der det problem med at tage livet af ord, at der skal findes en erstatning, og det forekommer mig, at den nye generation altid bliver en mere vissen og blodfattig udgave af tidligere tiders kraftfulde udtryk. Jeg mener: læbeganespalte - der var nu mere swung over hareskår, men sådan skulle det ikke være.

Og den proces bliver mere og mere sofistikeret. I EU fandt nogen sidste år ud af, at vi bør undlade ord, hvor køn indgå. Skraldemand skulle hedde skraldeperson, for ellers kunne der sidde en skraldekvinde et eller andet sted i Europa og føle sig diskrimineret. Ordet mandskab skulle helt udslettes, mente sprog-stasierne, for de kunne godt se, at de næppe kom igennem med kvindskab.

Når man læser den slags, er det man tænker: Vor Frue bevares, hvad bliver det næste? Forhåbentlig at ordene tøsedrenge, håndsky og politisk korrekthed vandrer ind på ord-kirkegården. Og vi behøver ingen erstatning for dem.

Ingen kommentarer: