Et ugeblad har fået en idé. Det vil kåre årets Miss Udkantsdanmark 2010. Så skal læserne sende billeder ind af taberlandets Maja’er og Camilla’er, der står i trusser og bh og stritter foran et nedlagt slagteri, en lukket tankstation eller et rustent byskilt i Nørre Trøstesløse eller Udby Overdrev.
Fantastisk koncept.
Miss Udkantsdanmark 2010 vinder for øvrigt et ophold på et luksushotel i København, så hun kan indsnuse atmosfæren af en rigtig by med idérige overskudsmennesker, inden vores Maja og Camilla pakker ikke bare trusser og bh, men alle deres ejendele og flytter til storbyen.
For det er jo det ironiske ved Miss Udkantsdanmark: Et af de store problemer i randområderne er, at de unge forsvinder som lemminger på speed, og det er lige præcis især pigerne, der drager af sted til storby, universitet og café latte på fortovscaféen. Mens drengene bliver bliver tilbage i Skodby med kontanthjælp, kamphunde og Harboe-øl på bænken.
Sådan i store træk. Fordi skolen jo sådan set altid har holdt med pigerne, da Flittig-Lise nu en gang er lettere end Bøvlede Brian. Og hvis det øvrige uddannelsessystem greb i egen barm – og barm er der rigeligt af i den verden - vil de i et svagt øjeblik nok indrømme, at sådan er det også dér. På gymnasiet, seminariet, universitetet. En eller anden forklaring må der jo være på, at 23 procent af drengene aldrig får en ungdomsuddannelse, og 63 procent aldrig får en videregående uddannelse.
Årsagen kan en (kvindelig) forsker sikkert skrive en Ph.d. om en dag. Mens hun sender en kort tanke til dengang, hun stod halvt afklædt foran byens lukkede posthus, men vandt et liv i A-klassen. Mens alt for mange drenge endte som dem, der virkelig blev klædt af til skindet.
fredag den 14. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar