En folkelig vækkelse

Det er længe blevet hævdet, at Danmark er et a-re-religøst land. Det er ikke rigtigt. Danskere har i generationer tilsluttet sig parcelismen, uden at religionsforskere har registreret det.

Som islam bygger på fem søjler, bygger parcelismen på tre: Haven, byggemarkedet og genbrugspladsen. Det sidste er et sted, hvor de troende jævnligt søger hen for syndsforladelse og underkaster sig et strengt præsteskab:

- Hallo, makker, det der skal i småt brændbar!

Det religiøse liv udfolder sig selvfølgelig mest i dagliglivet, hvor det gælder om at holde øje med frafaldne og kættere. Med andre ord: Naboer:

- De kunne da godt sætte nogle prydblomster ude ved fortovet, og nu har den legetøjstraktor ligget i forhaven i, jeg ved ikke hvor lang tid, de kunne også godt slå det græs, de er skolelærere begge to, så de må da have tid nok. . . .

Parcelismen har sine højtider. De indledes, når et par enkelte solstrejf bryder skyerne. Da vedtager parcelisterne, at det er forår. Endelig er det slut med vinterens mørke, hvor man har været spærret inde i huset, mens hustruen har haft radioen kørende på P1 og er kommet rendende med bøger, hun mente, man skulle læse. Det er ovre. Det er forår. Der kaldes til bøn i byggemarkedet, hvor kirkegængerne samles i sorte træsko og hvide tennissokker. Led os ikke i ladhed, men giv os i dag en kantklipper.