Der er grund til at ånde lettet op. For nogle af verdens mennesker i hvert
fald. Videnskaben har fastslået, at manden som køn alligevel ikke uddør.
Nyheden vil måske skuffe nogle kvinder, der havde glædet sig til en fremtid,
hvor de har badeværelset og fjernbetjeningen for sig selv, og hvor de slipper
for at få frækt undertøj i julegave. Samme videnskab har nemlig tidligere
forudsagt, at manden vil uddø indenfor de næste fem millioner år.
Det er selvfølgelig lang tid, og mænd kan nå at starte mange krige og glemme
mange bryllupsdage forinden, men alligevel. . . hvis den første hypotese ikke
passer, er den anden så mere troværdig?
Kan vi overhovedet vide os sikre på, at Y-kromosomet ikke ryger med ud i
historiens køkkenvask på et endnu tidligere tidspunkt?
Angiveligt var det meningen, at vi alle skulle bære X-kromosom, men på et
tidspunkt fór der
åbenbart en djævel i evolutionen, der smed y-kromosomet på bordet.
Uanset hvordan det foregik: Resultatet blev to køn, hvoraf det ene har det
privilegium at kunne få hår på ryggen.
Et andet resultat blev en idérigdom uden lige med opfindelser af alt fra
atombomben til badetøfler med Garfield-motiver. Skal det virkelig være slut en
dag?
I så fald er det et lyspunkt, at manden til sin tid kan ligge som
fortidsvæsen proppet ned i et glas med sprit på naturhistorisk museum og kigge
ud på verden, mens han tænker:
Hvem skal nu lære dem at parallel-parkere?
mandag den 21. september 2015
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar