Var alt bedre i gamle dage? Der gives ikke rigtigt noget svar. Unge ved det
ikke, for de var der ikke. Vi andre var der, men kan ikke huske det.
Ifølge hjerneforsker Peter Lund Madsen er vi tværtimod ofre for, at hjernen
digter og lyver om fortiden. Den ubehagelige del af den. Derfor skinnede solen i
gamle dage altid om sommeren. Glemt er det, at man sad hele ferien og spillede
Matador i et sommerhus, fordi det regnede konstant.
Noget husker vi som notorisk bedre: Tv. Man havde altid noget at snakke om i
kantinen, for alle havde set det samme aftenen forinden. I dag har vi et utal
kanaler med et utal af reklamer, så alle film bliver helaftensfilm, hvor "Jagten
på den forsvundne skat" afbrydes af indslag om lakridskonfekt og trusseindlæg.
Så bliver det sent, og man kommer for sent på arbejde næste dag.
Glemt er det at dengang, der kun var én kanal, sluttede den klokken 22 ved at
vise et lysbillede fra en mose i Jylland. Så faldt man i søvn – men kom op til
tiden næste dag.
Telefoner var bedre. De fungerede gennem kabler, og man kunne gennemføre en
samtale uden afbrydelser. I dag er vi alle mobile og råber i telefonerne:
– Hey, du faldt
lige ud, er du der, hallo, hallo, jeg prøver lige at gå ind i rummet ved siden
af, kan du høre mig. hallo! er det bedre nu, hallo...
Glemt er det, at dengang telefonen var kablet, stod den i stuen, og når folk
ikke var hjemme, kunne de ikke tage den.
Desværre har mange nok også glemt, hvor meget fred og ro, det egentlig
gav.
mandag den 28. september 2015
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar