Normalt er det en dødssynd at indlede en klumme med ord om, at en kollega/redaktør ringede og sagde: ”Skriv noget sjovt om. . ”.
Men den indledning er svær at komme uden om i dette tilfælde, hvor en flok unge, hippe kolleger med kronisk morgenhår og skjorten uden på bukserne er ved at producere en række artikler om musikkens status pt. på dens forunderlige vej ind i en verden med downloads, MP3-afspillere og Ipod.
Så manglede de lige det historiske perspektiv. Det skal komme fra en, der har" taget hele turen med", som den kække kollega sagde i det analoge telefonrør.
Og det er altså mig. Der sidder i en krog på min private sandsten, mens der vokser skimmelsvamp ud ad ørerne på mig, og jeg mærker, hvordan den strikkede vest med ordene "Gammelnok" vokser frem.
Men det er da rigtigt. Jeg kan huske dengang, en fil var noget, man brød ud af fængslet med. Og da Michael Jackson var neger. For øvrigt sådan en lille brun, appetitlig en, der sprang rundt og sang og spillede soul. Som blev udgivet på lp’er. Der var nogle store, sorte skiver af vinyl, der drejede adstadigt rundt på en grammofon. Det hed spillemaskinen, der kørte med 45 omdrejninger i minuttet. Der var sådan cirka 40 minutters musik på sådan en, hvilket forældregenerationen mente, var 40 minutter for meget. Man skulle hen til grammofonen for at vende pladen, og derfor blev unge ikke så tykke dengang. De fik motion.
Stor var forfærdelsen derfor, da kassettebåndene dukkede op. Båndene sad inde i små plasticæsker, og kassetten stak man ned i en kassettebåndoptager, der kunne hænge i en kæk taske med en rem, som man kunne tage over skulderen. Så kunne teenageren gå hen ad fortovet med sin musik, og det mente forældregenerationen var en teenager for meget. Samt terror i det offentlige rum.
Samtidig begyndte man at kunne købe plader med manende ord på omslaget: Copying kills music. Allerede dengang midt i halvfjerdserne skabte tanken om massekopiering spådomme om verdens snarlige undergang. Men kassettebåndene blev aldrig rigtig en trussel mod vinylpladerne. Båndene gik i spaghetti, og lyden var af helvede til. I dag skal man vist på loppemarked for at købe kassettebånd. Kassetterne er som regel gule af nikotin, og man får Lis og Per med som tillægsstraf.
Derfor var vi flere, der tog situationen med tilbagelænet ro, da cd-skiven dukkede op.
- Ucharmerende.
- Klinisk lyd.
- Der er nu noget over et cover til en lp.
Sagde vi med skingre stemmer, der skulle dække over, at rockmusikkens kernemålgruppe var blevet mænd i halvlange læderjakker, der havde fået så store poser under øjnene, at de skulle ringe til et stilladsfirma for at vågne om morgenen.
Men den lille sølvskive overlevede. Faktisk vandt den. En dag var hylden med lp-plader i butikkerne skubbet over i en krog, og udvalget var på udsalg. Lis og Per og slagerparade. Til gengæld glædede vi os over, at der ikke skulle så meget hyldemeter til hjemme i stuen, fordi cd’erne fyldte væsentligt mindre end lp’erne.
- Det lyder også meget bedre, sagde kernemålgruppen med stemmer så rustne, at havde det været vandrør, var boringen blevet lukket af kommunen.
Og nu er den gal igen. Musik kan downloades. Fysikken er væk. Det er bare signaler, der kan overføres til en æske på størrelse med en lighter, hvorefter man stikker nogle Gajol’er med ledninger i ørerne og går rundt og rokker med hovedet som et rumænsk børnehjemsbarn.
Det gør vi så. Ligesom vi har fundet af hvad WMA-format og DRM-beskyttelse er.
Men hvad med hyldemetrene? Er der plads til alle de harddiske på hylderne.
Eller er der noget, vi stadig ikke har fattet?
søndag den 11. februar 2007
fredag den 9. februar 2007
Vil du frem i verden, min dreng, så klip
Så fik min mor alligevel ikke ret. Hun påstod altid, at »vi kan ikke leve af at klippe hinanden«.
Det sagde hun som regel, når der dukkede en akademiker med hentehår og fedtede stålbriller op i TV-Avisen og sagde ting, hun ikke forstod. Så mente hun instinktivt, at manden tilhørte det segment, der var med til at klippe andre, og det kan vi ikke leve af, fastslog autoriteten henne i kunststof-sofaen.
Men i tirsdags læste jeg, at der i de sidste tre år har været en vækst i servicefagene på 58.800 stillinger. Og servicefagene – det er parkeringsvagter, folk der sælger dugfri spejle. Og så dem, der klipper andre.
58.800 nye jobs som hundetrimmere, dørmænd og folk, der sælger badetøfler med Garfield-motiver, blev den største stigning på det danske arbejdsmarked i løbet af de tre år. En langt større stigning end inden for byggeri og industri.
Så vi kan altså godt leve af at klippe hinanden. Jeg blev helt opstemt og var på nippet til at ringe til min mor, men de samtaler plejer at trække ud og ender altid med, at hun siger, hun vil komme forbi i påsken. Den risiko er ikke værd at tage bare for hovmods skyld, så jeg nøjedes med at glæde mig over, at endnu et af hendes bonmoter var styrtet i grus.
De har stået i kø for at falde, så længe jeg kan erindre. Et andet af hendes guldkorn var:
»Arbejdet bærer lønnen i sig selv«.
Den gælder kun til dels – nemlig for polske håndværkere.
Så var der: »Pengene hænger ikke på træerne«.
Og det er da kun folk, der ikke har interesser i DR byggeri i Ørestaden, der kan tror på den.
Det sagde hun som regel, når der dukkede en akademiker med hentehår og fedtede stålbriller op i TV-Avisen og sagde ting, hun ikke forstod. Så mente hun instinktivt, at manden tilhørte det segment, der var med til at klippe andre, og det kan vi ikke leve af, fastslog autoriteten henne i kunststof-sofaen.
Men i tirsdags læste jeg, at der i de sidste tre år har været en vækst i servicefagene på 58.800 stillinger. Og servicefagene – det er parkeringsvagter, folk der sælger dugfri spejle. Og så dem, der klipper andre.
58.800 nye jobs som hundetrimmere, dørmænd og folk, der sælger badetøfler med Garfield-motiver, blev den største stigning på det danske arbejdsmarked i løbet af de tre år. En langt større stigning end inden for byggeri og industri.
Så vi kan altså godt leve af at klippe hinanden. Jeg blev helt opstemt og var på nippet til at ringe til min mor, men de samtaler plejer at trække ud og ender altid med, at hun siger, hun vil komme forbi i påsken. Den risiko er ikke værd at tage bare for hovmods skyld, så jeg nøjedes med at glæde mig over, at endnu et af hendes bonmoter var styrtet i grus.
De har stået i kø for at falde, så længe jeg kan erindre. Et andet af hendes guldkorn var:
»Arbejdet bærer lønnen i sig selv«.
Den gælder kun til dels – nemlig for polske håndværkere.
Så var der: »Pengene hænger ikke på træerne«.
Og det er da kun folk, der ikke har interesser i DR byggeri i Ørestaden, der kan tror på den.
mandag den 5. februar 2007
Katte, kvinder, misser og mænd
Det måtte jo komme: En britisk undersøgelse har vist, at kvinder elsker deres kat højere end deres partner. I sidste uge uge viste en undersøgelse i Danmark, at en tredjedel af de adspurgte kvinder følte sig mere knyttet til deres børn end til deres partner.
Og for at sige det lige ud: Partneren - så længe det halløj holder - det er manden. Der altså rangerer lavere end en pelsbærer, hvis væsenligste bidrag til husholdningen består i at spise,
sove og kradse i sofaen.
Så hvad vil mænd egentlig i kvinders liv? Og hvad bliver det næste?
- Ja, det er Henry, mit livs store kærlighed. . .
- Undskyld, jeg kan ikke få øje på Henry.
- Jo, jo. Han bor i den her kagedåse. Henry er min skarnbasse. Den bedste jeg nogensinde har mødt.
Med andre ord: Hvad er der galt med mænd? Ud over at vi ikke sætter poteaftryk på bilens forrude eller kan trille små kugler af hestegødning (det kan skarnbasser. Jeg har selv set det i tv).
Ja, blandt andet er der det galt, at mænd er for lidt værd. Den samme engelske undersøgelse viste, at 13 procent af kvinderne ville smide manden ud, hvis de fik fem millioner pund for det. Kun fem procent ville sende mis til aflivning, hvis nogen viftede med det tilsvarende beløb for næsen af dem.
Så er det selvfølgelig rart, at andre sætter pris på manden. Staten for eksempel, der sender ham afsted i uniform og støvler for at lade ham hakke til blodpølse i krige med andre mænd, der også er sendt til aflivning. De, der klarer det katteslagsmål, kan så vende tilbage til miss'erne og lægge sig på knæ (hvis de har nogen tilbage) ved hoveddøren.
Kigge ind gennem brevsprækken.
Og spinde:
- Jeg vil gerne lukkes ind og gør ikke en kat fortræd.
Så får manden en kurv. Men i den mindste en varm en.
Og for at sige det lige ud: Partneren - så længe det halløj holder - det er manden. Der altså rangerer lavere end en pelsbærer, hvis væsenligste bidrag til husholdningen består i at spise,
sove og kradse i sofaen.
Så hvad vil mænd egentlig i kvinders liv? Og hvad bliver det næste?
- Ja, det er Henry, mit livs store kærlighed. . .
- Undskyld, jeg kan ikke få øje på Henry.
- Jo, jo. Han bor i den her kagedåse. Henry er min skarnbasse. Den bedste jeg nogensinde har mødt.
Med andre ord: Hvad er der galt med mænd? Ud over at vi ikke sætter poteaftryk på bilens forrude eller kan trille små kugler af hestegødning (det kan skarnbasser. Jeg har selv set det i tv).
Ja, blandt andet er der det galt, at mænd er for lidt værd. Den samme engelske undersøgelse viste, at 13 procent af kvinderne ville smide manden ud, hvis de fik fem millioner pund for det. Kun fem procent ville sende mis til aflivning, hvis nogen viftede med det tilsvarende beløb for næsen af dem.
Så er det selvfølgelig rart, at andre sætter pris på manden. Staten for eksempel, der sender ham afsted i uniform og støvler for at lade ham hakke til blodpølse i krige med andre mænd, der også er sendt til aflivning. De, der klarer det katteslagsmål, kan så vende tilbage til miss'erne og lægge sig på knæ (hvis de har nogen tilbage) ved hoveddøren.
Kigge ind gennem brevsprækken.
Og spinde:
- Jeg vil gerne lukkes ind og gør ikke en kat fortræd.
Så får manden en kurv. Men i den mindste en varm en.
søndag den 4. februar 2007
Tjener, der er et hår i suppen. Kan jeg købe det?
Nu er jeg plumpet i igen. Hoppet på en af den slags limpinde der udgiver sig for at være nøgtern videnskabelighed, men som i bund og grund bare udtrykker ønsketænkning.
Som de fleste andre mænd, der har nået skelsår og alder, har jeg fået en påfaldende mani med at bøje hovedet, her gang jeg kommer forbi et spejl. Undtagen tidligt om morgenen, for da står der altid en koalabjørn inde i spejlet. Men ellers. Og jeg finder som regel, hvad jeg leder efter: En voksende bar plet.
MÆND LEDER efter bare pletter på hovedet på samme måde, som politikere leder efter besparelser på budgettet: Man ved, at de dukker op på et tidspunkt, men håber hver gang, at det må være løgn, at de skal være SÅ store.
Den bare plet breder sig som et hul i ozonlaget, men holder FN internationale topmøder af den grund? Absolut ikke. Det internationale samfund udviser hårrejsende ligegyldighed.
NÅR MAN ET par gange har stået foran spejlet og set i øjnene, at livet fremover kun byder på vandladningsbesvær og børn, der råber skaldepande efter én på gaden, er man villig til at gribe ethvert halmstrå, der kan understøtte den vaklende maskulinitet, som mænd mener sidder i hårpragten. (Kvinder ved, at maskulinitet sidder i øljernet og fjernbetjeningen.) Og så er det, at man(d) bliver til fals for letkøbte påstande. Som den en bekendt leverede forleden:
- Du skal ikke tage det så tungt. Når håret falder, skyldes det stor produktion af testosteron.
-AHA sagde jeg og kløede mig i den vigende paryk. Ikke af intellektuelle årsager såsom eftertænksom grublen, men fordi enhver hentydning til hår giver nervøs kriblen i den tilbageblevne del deroppe.
Testosteron. Bemærkningen faldt som regndråber i ørkensand, fordi den gav anledning til – i det skjulte - at slå begrebet op i ordbogen. For at konstatere at det betyder mandligt kønshormon og ikke, som jeg troede, noget ulækkert som italienske tjenere putter i pastaen, når gæsterne ikke kigger.
TESTOSRERON er det hormon, der definerer hankønnet og får ham til at sidde foran fjernsynet hver lørdag og råbe yes hver gang, han hører ordet Bayer Leverkusen. Den kvindelige pendant hedder østrogen og er den genetiske forklaring på, at kvinder skaber tumulter i Netto ved at slæbe barnevogne med ind i forretningen, hvor de bruger dem til at køre hen over andre kunders fødder, mens kvinderne siger som søkøer og svinger med store pakker med Pampers.
Det kvindelige kønshormon er ikke bare terroristisk som en busfuld talebaner, men kan ligesom moderne computerprogrammer håndtere flere store opgaver på én gang. Og da man sjældent ser tyndhårede kvinder, kan vi konkludere, at hvis østrogen overhovedet har indflydelse på de dele må det være gennem en evne til at få kvinders hår til at ligne et massivt luftangreb, hver gang de står ud af sengen.
MEN SÅDAN alvorligt i farezonen – det er kvinders hår aldrig. Derfor kan de uden tanke for konsekvenserne bøje sig ned og binde snørebånd på offentlige steder. En bevægelse mænd med tiden skal være på vagt over for. Ligesom en tur på offentlige toiletter afslører alderen, når man begynder at stryge sig hen over hovedet foran spejlet, i stedet for som i de unge dage at mærke efter om bukserne er lynet op.
Sådan fyldes mænds liv med et voksende antal minefelter, vi skal gå at huske på og bekymre os over, og det er til at blive gråhåret af.Men det er selvfølgelig også bedre end ingen hår.
Som de fleste andre mænd, der har nået skelsår og alder, har jeg fået en påfaldende mani med at bøje hovedet, her gang jeg kommer forbi et spejl. Undtagen tidligt om morgenen, for da står der altid en koalabjørn inde i spejlet. Men ellers. Og jeg finder som regel, hvad jeg leder efter: En voksende bar plet.
MÆND LEDER efter bare pletter på hovedet på samme måde, som politikere leder efter besparelser på budgettet: Man ved, at de dukker op på et tidspunkt, men håber hver gang, at det må være løgn, at de skal være SÅ store.
Den bare plet breder sig som et hul i ozonlaget, men holder FN internationale topmøder af den grund? Absolut ikke. Det internationale samfund udviser hårrejsende ligegyldighed.
NÅR MAN ET par gange har stået foran spejlet og set i øjnene, at livet fremover kun byder på vandladningsbesvær og børn, der råber skaldepande efter én på gaden, er man villig til at gribe ethvert halmstrå, der kan understøtte den vaklende maskulinitet, som mænd mener sidder i hårpragten. (Kvinder ved, at maskulinitet sidder i øljernet og fjernbetjeningen.) Og så er det, at man(d) bliver til fals for letkøbte påstande. Som den en bekendt leverede forleden:
- Du skal ikke tage det så tungt. Når håret falder, skyldes det stor produktion af testosteron.
-AHA sagde jeg og kløede mig i den vigende paryk. Ikke af intellektuelle årsager såsom eftertænksom grublen, men fordi enhver hentydning til hår giver nervøs kriblen i den tilbageblevne del deroppe.
Testosteron. Bemærkningen faldt som regndråber i ørkensand, fordi den gav anledning til – i det skjulte - at slå begrebet op i ordbogen. For at konstatere at det betyder mandligt kønshormon og ikke, som jeg troede, noget ulækkert som italienske tjenere putter i pastaen, når gæsterne ikke kigger.
TESTOSRERON er det hormon, der definerer hankønnet og får ham til at sidde foran fjernsynet hver lørdag og råbe yes hver gang, han hører ordet Bayer Leverkusen. Den kvindelige pendant hedder østrogen og er den genetiske forklaring på, at kvinder skaber tumulter i Netto ved at slæbe barnevogne med ind i forretningen, hvor de bruger dem til at køre hen over andre kunders fødder, mens kvinderne siger som søkøer og svinger med store pakker med Pampers.
Det kvindelige kønshormon er ikke bare terroristisk som en busfuld talebaner, men kan ligesom moderne computerprogrammer håndtere flere store opgaver på én gang. Og da man sjældent ser tyndhårede kvinder, kan vi konkludere, at hvis østrogen overhovedet har indflydelse på de dele må det være gennem en evne til at få kvinders hår til at ligne et massivt luftangreb, hver gang de står ud af sengen.
MEN SÅDAN alvorligt i farezonen – det er kvinders hår aldrig. Derfor kan de uden tanke for konsekvenserne bøje sig ned og binde snørebånd på offentlige steder. En bevægelse mænd med tiden skal være på vagt over for. Ligesom en tur på offentlige toiletter afslører alderen, når man begynder at stryge sig hen over hovedet foran spejlet, i stedet for som i de unge dage at mærke efter om bukserne er lynet op.
Sådan fyldes mænds liv med et voksende antal minefelter, vi skal gå at huske på og bekymre os over, og det er til at blive gråhåret af.Men det er selvfølgelig også bedre end ingen hår.
Men vi har betalt vores skat
Et af de få lyspunkter ved at blive ældre er den uskrevne ret til også at blive vanskelig og urimelig. Råbe af tjenere, gå til receptioner med dårlig ånde og ringe til de voksne børn og true med at komme forbi i påsken.
Mens man er ung, er det op ad bakke hele tiden. Man skal man selv finde vej, sætte fliser op i badeværelset og deltage i kurser, hvor det meste af tiden går med at spekulere over, hvad hulen en key account manager er. Oveni kommer alt det, man byder sig selv i fritiden: Tager i Kolding Storcenter om lørdagen, stifter familie, og prøver at folde et vejkort sammen i bilen. For ikke at tale om dem, der klarer at følge med i DR2s temaaften om Wagners musik.
Efter sådan et liv vil de fleste formentlig føle trang til at puste ud og foretage fragmentering af harddisken. Sådan en oprydning kan resultere i en opslidende oprydning i livets skraldespand. Forfærdelige filer og deprimerende data dukker op. Og arbejdet vil efterlade de fleste med den fornemmelse, som den for tiden herskende amerikanske præsident har sat ord på:
It’s pay back time.
Nemlig når:
Det er vores tur til at stå ved busstoppestedet og kigge en mand i 30års alderen ud. Når bussen kommer, dørene glider op, og alle myldrer ind, sender vi ved hjælp af stokken et missil ind i nyrerne på ham. Skulle han stadig have luft til at snuppe den sidste siddeplads, stiller vi os på midtergangen og ligner et renæssancemaleri af Jesu korsfæstelse, indtil resten af passagerne stirrer fordømmende på fjolset, og han rejser sig og tilbyder os sin plads.
Så gnækker vi og tænker på al den skat, vi har betalt.
Og når:
Det er vores tur til at ankomme til familiefester og jokke hen over svigerdatterens gider-I-godt-ta-skoene-af gulv med vores brune snøresko med hæle på størrelse med de sorte felter på et skakbræt. Så sidder vi ved bordet det meste af aftenen og lugter af gammel sherry og uvasket krop. Indtil vi siger:
- Jeg vil gerne køres hjem nu.
Sagt på det strategisk rigtige tidspunkt: Når alle selskabets indehavere af et kørekort er for fulde til at køre, og de tilstedeværende, forkælede trofæbørn skaber sig som frie øvelser på den lukkede afdeling, fordi videoen med Løvernes Konge er gået i salat.
Så gnækker vi og tænker på al den skat, vi har betalt.
Sådan vil vi blive. Som pestilenser og til besvær. Vi vil sidde i lægens venteværelse og tale højt og tydeligt om vores udslæt og tarmoperationer. Vi vil underholde bævende børnebørn med beretninger fra vores barndom, da skolelægen stak en finger op i numsen på hvert eneste barn, han mødte. Og vi vil stå og tabe småmønter ud ad pungen i køen i Netto fredag efter klokken 17.
Med andre ord: Vi vil sprede vores mimrende terror i et samfund, der er ganske uforberedt på vores velbevarede tænder, offentligt understøttede sundhedstilstand og private pensionsopsparinger. Alt sammen faktorer, der kan få enhver finansminister til at hænge sig i Mogens Lykketofts hageskæg.
Så vent I bare.
Mens man er ung, er det op ad bakke hele tiden. Man skal man selv finde vej, sætte fliser op i badeværelset og deltage i kurser, hvor det meste af tiden går med at spekulere over, hvad hulen en key account manager er. Oveni kommer alt det, man byder sig selv i fritiden: Tager i Kolding Storcenter om lørdagen, stifter familie, og prøver at folde et vejkort sammen i bilen. For ikke at tale om dem, der klarer at følge med i DR2s temaaften om Wagners musik.
Efter sådan et liv vil de fleste formentlig føle trang til at puste ud og foretage fragmentering af harddisken. Sådan en oprydning kan resultere i en opslidende oprydning i livets skraldespand. Forfærdelige filer og deprimerende data dukker op. Og arbejdet vil efterlade de fleste med den fornemmelse, som den for tiden herskende amerikanske præsident har sat ord på:
It’s pay back time.
Nemlig når:
Det er vores tur til at stå ved busstoppestedet og kigge en mand i 30års alderen ud. Når bussen kommer, dørene glider op, og alle myldrer ind, sender vi ved hjælp af stokken et missil ind i nyrerne på ham. Skulle han stadig have luft til at snuppe den sidste siddeplads, stiller vi os på midtergangen og ligner et renæssancemaleri af Jesu korsfæstelse, indtil resten af passagerne stirrer fordømmende på fjolset, og han rejser sig og tilbyder os sin plads.
Så gnækker vi og tænker på al den skat, vi har betalt.
Og når:
Det er vores tur til at ankomme til familiefester og jokke hen over svigerdatterens gider-I-godt-ta-skoene-af gulv med vores brune snøresko med hæle på størrelse med de sorte felter på et skakbræt. Så sidder vi ved bordet det meste af aftenen og lugter af gammel sherry og uvasket krop. Indtil vi siger:
- Jeg vil gerne køres hjem nu.
Sagt på det strategisk rigtige tidspunkt: Når alle selskabets indehavere af et kørekort er for fulde til at køre, og de tilstedeværende, forkælede trofæbørn skaber sig som frie øvelser på den lukkede afdeling, fordi videoen med Løvernes Konge er gået i salat.
Så gnækker vi og tænker på al den skat, vi har betalt.
Sådan vil vi blive. Som pestilenser og til besvær. Vi vil sidde i lægens venteværelse og tale højt og tydeligt om vores udslæt og tarmoperationer. Vi vil underholde bævende børnebørn med beretninger fra vores barndom, da skolelægen stak en finger op i numsen på hvert eneste barn, han mødte. Og vi vil stå og tabe småmønter ud ad pungen i køen i Netto fredag efter klokken 17.
Med andre ord: Vi vil sprede vores mimrende terror i et samfund, der er ganske uforberedt på vores velbevarede tænder, offentligt understøttede sundhedstilstand og private pensionsopsparinger. Alt sammen faktorer, der kan få enhver finansminister til at hænge sig i Mogens Lykketofts hageskæg.
Så vent I bare.
torsdag den 1. februar 2007
skandaløse scanninger
Amerikanske forskere vil til at scanne ludomaners hjerner. Det har ikke fremgået, helt klart, hvad formålet skulle være, men man kan jo gætte:
– Nå, gav scanningen gevinst, ha, ha. . ?
– Ja, nu ved vi, hvorfor han har den der summen i hovedet. Der snurrer et stort lykkehjul rundt derinde. . .
Men den slags scanninger har skræmmende perspektiver, hvis ideen breder sig. Jeg kan da forudse, at vi er adskillige, der vil rende ind i problemer, hvis resultatet af en hjernescanning en dag skal vedlægges CV’et. Sammen med alt det andet, der også ser ud til at blive obligatorisk: Straffeattester, urinprøver, kolesteroltal samt tro og love erklæringer om, at man ikke vil ryge, ikke tage på i vægt, ikke råbe højt i butikker eller på anden måde miste selvkontrol.
Jeg kan allerede se billedet af min egen hjernescanning: »Under renovering. Kontakt viceværten«.
Det er som sagt skræmmende udsigter. Hvilket billede vil dukke op efter en en scanning af Ahmed Akkaris hjerne:
En stor sort hule - meget sort. Og med graffiti på væggene: »Kvinder skal have pisk«.
Man kan også levende forestille sig forskernes meningsudveksling efter en scanning af Vladimir Putins hjerne:
– Vi kan ikke se ret meget, for der står en fyr med en Kalashnikov og truer os .
En scanning af statsministerens hjerne ville måske afsløre, at der ikke er noget at komme efter. Det er selvfølgelig kun gisninger, og på samme måde må vi nøjes med at gætte os til billedet fra George Bushs hoved: Et skilt med teksten: »Ugenert førstesal til leje«.
– Nå, gav scanningen gevinst, ha, ha. . ?
– Ja, nu ved vi, hvorfor han har den der summen i hovedet. Der snurrer et stort lykkehjul rundt derinde. . .
Men den slags scanninger har skræmmende perspektiver, hvis ideen breder sig. Jeg kan da forudse, at vi er adskillige, der vil rende ind i problemer, hvis resultatet af en hjernescanning en dag skal vedlægges CV’et. Sammen med alt det andet, der også ser ud til at blive obligatorisk: Straffeattester, urinprøver, kolesteroltal samt tro og love erklæringer om, at man ikke vil ryge, ikke tage på i vægt, ikke råbe højt i butikker eller på anden måde miste selvkontrol.
Jeg kan allerede se billedet af min egen hjernescanning: »Under renovering. Kontakt viceværten«.
Det er som sagt skræmmende udsigter. Hvilket billede vil dukke op efter en en scanning af Ahmed Akkaris hjerne:
En stor sort hule - meget sort. Og med graffiti på væggene: »Kvinder skal have pisk«.
Man kan også levende forestille sig forskernes meningsudveksling efter en scanning af Vladimir Putins hjerne:
– Vi kan ikke se ret meget, for der står en fyr med en Kalashnikov og truer os .
En scanning af statsministerens hjerne ville måske afsløre, at der ikke er noget at komme efter. Det er selvfølgelig kun gisninger, og på samme måde må vi nøjes med at gætte os til billedet fra George Bushs hoved: Et skilt med teksten: »Ugenert førstesal til leje«.
Abonner på:
Opslag (Atom)
